23948sdkhjf

Nigerianske advokater til Forsvaret: ”Bevis, at det var pirater”

En sammenslutning af nigerianske havretsadvokater opfordrer til, at SØIK og Forsvaret offentliggør flere oplysninger fra forrige uges konfrontation, som resulterede i mindst fire dræbte og fire tilbageholdte formodede pirater.

Advokatgruppen ønsker nemlig konkrete beviser for, at det danske forsvar har handlet korrekt i selvforsvar, som det indtil videre er blevet oplyst.

- Ud fra det vi ved om episoden, kan der lige så godt være tale om henrettelser uden rettergang, siger Emeka Akabogu til DR Nyheder.

Han er advokat med en doktorgrad i maritim lovgivning og repræsenterer den sammenslutning af nigerianske havretsadvokater, som ønsker sagen yderligere belyst med det formål, at de nigerianske myndigheder ligeledes starter en officiel undersøgelse.

- Når det antydes, at nigerianske statsborgere er blevet henrettet uden rettergang, er det klart, at der er grund til at være bekymret. Vi repræsenterer ikke nigerianske myndigheder, men vi har bedt dem om at involvere sig i sagen, siger advokaten til det danske statsmedie.

Giv os fakta

Før det kan blive en realitet, er SØIK og Forsvaret nødt til at åbne op for posen med bevismateriale, så begivenheden kan undersøges til bunds.

- Vi har ikke set nogle beviser på, at der var tale om pirateri, og at der var et nært forestående angreb på et skib undervejs. Under visse omstændigheder kan det tolkes som en summarisk henrettelse. Derfor er det vigtigt at få afhørt alle de involverede, siger advokaten.

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at han – på lige fod med de andre advokater og nigerianske myndigheder – kæmper mod pirateri.

Men det ændrer ikke på, at alle sten skal vendes i sagen.

- Vi er lige så bekymrede som alle andre over pirateriet, og vi støtter alle indsatser for at fjerne problemet fra havet. Men det skal ske, mens man tager højde for lokale rettigheder. Sagen skal for en nigeriansk ret, fordi det skete lige uden for søgrænsen. Desuden har vi lovgivningen og de juridiske rammer på plads, siger Emeka Akabogu til DR Nyheder.

Indtil videre er planen, at piraterne skal for en dansk retsinstans in absentia senest onsdag i denne uge.

Amputeret pirat

I skrivende stund sejler 'Esbern Snare' rundt i Guineabugten for at bekæmpe pirateri i almindelig operativ drift, alt imens der er fire tilfangetagende formodede pirater ombord på fregatten.

Tre af dem er placeret i de såkaldte tilbageholdelsesfacilliteter, mens en fjerde pirat stadig modtager behandling for de kvæstelser, vedkommende pådrog sig under konfrontationen med de danske soldater.

I weekenden oplyste forsvaret om vedkommende tilstand til DR Nyheder, at man har været nødsaget til at amputere et ben. 

- Så vidt jeg er orienteret, så har vedkommende fået benet amputeret, fordi der var kraftige skader i underbenet. Men det går fremad, så vedkommende er stabil og opholder sig på hospitalet, fortalte Carsten Fjord-Larsen, flotilleadmiral og nætkommanderende i Søværnskommandoen, til DR Nyheder.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094