23948sdkhjf

På bananjager i 1970’erne. - Det gik lidt i fisk

Efter hans tilbageblik på sit første skib "En rejse til Sydafrika" ombord på "Hallaren" (Søfart uge 20 og 21), kommer hermed historien om Michaels sidste rejse på køleskibet "Tasmanic

Efter ’Hallaren’ var jeg på et andet skib på Afrika-farten, ’Temnaren’ og dernæst en nybygget Panamax-bulkcarrier, ’Knut Mark’, som jeg var på et halvt år i kul- og bauxit-farten mellem Australien og Japan. Ønsket var naturligvis, som hos de fleste af rederiets ansatte bortset fra dem, der var "gift" i Afrika, at få en kølebåd. Transatlantic havde kun tre, som mest sejlede under Saléns skorstensmærke, så der var rift om pladserne.

Matros - måske

Det lykkedes i starten af 1978 at blive tilbudt "Tasmanic" som matros for første gang. Matroser med 25 års erfaring afholdt sig dog ikke fra at sætte spørgsmålstegn ved værdigheden til titlen, hvis man f.eks. forfejlede kastet med en fangline.

Jeg skulle rejse til Rotterdam for påmønstring. Pga. en misforståelse kom jeg af sted en dag for tidligt. Så jeg blev ikke mødt og måtte selv finde fra Schipol til Rotterdam. Jeg valgte at tage omkring den danske sømandskirke, hvor præsten, Mogens Lind (som også var kendt fra London og New York) hjalp med hotel, og så var der det meste af besætningen fra den danske coaster Thor Alba som selskab. De lod til at have et godt sammenhold.

"Tasmanic" ankom næste dag. Jeg blev installeret og begyndte straks på oprydning i lastrummene. Der var appelsiner ombord fra Latinamerika og resten af dem skulle til Southhampton og Ventspils i Sovjetrepublikken Letland. Sjældent har jeg set en sådan tristesse og mangel på noget at foretage sig. Vagter ved landgangen og sur paskontrol ved gaten. Godt den tid er forbi. Det var heldigvis et kort anløb, og næste fragt var en fuld last kartofler at hente i Zeebrugge til Montevideo, Uruguay. Zeebrugge var til gengæld et fint sted med den bredeste strand, jeg har set, og hyggelige restauranter, hvor man kunne spise "nationalretten" moules et frites. Kartofler er en problematisk last, som jo kan blive dårlig undervejs. Da jeg var rederielev hos Ove Skou var der "kartoffelsager" hos Skuld, hvor lasten havde taget skade. Men det var jo ikke køleskibe. På "Tasmanic" blev der skruet ned til få grader, og vi "jog" til Montevido, om end ikke med bananer - en rejse på to uger.

I generalernes lande

Uruguay var jo dengang i generalernes vold, med rigtigt mange politiske fanger, og den senere så populære og ydmyge præsident, José Mujica, som kørte rundt i en gammel Folkevogn, sad i et fangehul i alt 15 år. Det vidste man ikke dengang, men filmen "A twelve year night", som ligger på Netflix, er værd at se. Der var dog ikke - som i Argentina - masser af soldater på gaderne. De mest prominente var to elegant klædte vagter, der stod som stenstøtter ved indgangen til et mausoleum over landets nationalhelt fra frihedskampen, José Artigas, på den store Plaza Independencia. Vores finske bådsmand var i land; han troede de var kunstige, så han var henne og røre. "Men då rørte dom på sig!". Der var hyggelige barer og restauranter og også en slags sømandsklub. Der var en smuk ung pige, som arbejdede der lidt som frivillig. Vi kom til at tale sammen, og jeg mente, at vi kunne tale mere fredeligt, hvis jeg inviterede hende ud at spise. Mod forventning kunne hun godt forlade stedet, og de andre fra skibet var ved at tabe øjne og mund, da vi forlod stedet sammen.

Kartoflerne kom ud i god behold, og så stod den på lastning af hele tunfisk op til 2 m. lange, bundtet i løft med ca. 10, og med en enkelt mindre haj "smuttet" med i enkelte bundter. Det skete direkte fra store trawlere fra Fjernøsten. Dernæst gik vi til Buenos Aires for lastning af oksekød i kartoner samt squids, de små 10-armede blæksprutter. De skulle vise sig at være en udfordring senere. I Buenos Aires havde det andet svenske rederi "Nordstjernan", bedre kendt som Johnson Line, sin helt egen klub. Der var jo anløb af egne skibe hver uge. Andre var dog også velkomne, og parret, der ledede stedet, inviterede på grillaften mod et mindre gebyr, hvor de også havde inviteret lige så mange sygeplejeelever fra et nærliggende hospital. Det blev en vældig aften, som vi troede skulle ende der, men pigerne ville gerne møde os næste dag. De ville inviteres i biografen, så de kunne se den netop udkomne "Saturday Night Fever" - med John Travolta!! På vej hjem kom jeg til at gå på den forkerte side af gaden, for tæt på regeringsbygningen, så en af juntaens soldater viftede med en maskinpistol mod mig. Vi slutlastede i de to andre argentinske havne, Mar del Plata og Bahia Blanca. I sidstnævnte var jeg nede på malerflåde og male udside, med nysgerrige søløver, der pludselig stak hovedet op.

Halvvejs rundt om Jorden

Kødet og fiskene var bestemt for Det fjerne Østen, så der lå en måneds sejlads foran os, denne gang med nedfrysning af lastrummene. Vi sejlede mod Cape Town for et kort bunkersophold. Jeg nåede lige op og hilse på mine venner i en curio-butik - hvor jeg havde købt en del afrikansk kunst på tidligere rejser, også til andre - og en enkelt Lion Lager på The Tulbagh’s bar. Det var dengang, hvor man ikke tænkte på Nelson Mandela ude på Robben Island. Rejsen henover Det indiske Ocean var fredelig - nærmest som "stillehavet", som det ses på foto her, og noget af tiden havde man det smukke syn af delfiner, der ville vise deres akrobatik, og kæmperokker, der med deres elegante flugt kunne følge med skibet et stykke vej. Der var Ækvatordåb undervejs, som også vises på medfølgende billede. Henne i Malacca-strædet blev trafikken tæt, og de mange små fiskerbåde, der først tændte deres lille laterne i sidste øjeblik gjorde udkiggens job ret krævende.

Første havn var Kaohsiung på Taiwan. Det var jo datidens centrum for ophugning af skibe. Vi lå der nogle dage, så der blev tid til landgang og indkøb. Piratkopierede LP-plader kunne man købe for et par kroner pr. stk. Betaling med NT dollars, som ikke var omsættelig udenfor landet. Chiang Kai-shek var død i 1975, men han levede jo videre både i ånd og monumenter, som man tydeligt så. Næste havn var Pusan i Sydkorea. Nu kunne rengøringen af de udlossede lastrum begynde. Før containeriseringen af alt gik der jo altid nogle kartoner i stykker, ved uheld eller med overlæg, og de føromtalte blæksprutter "udmærkede" sig ved, at deres små arme kunne sno sig om hullerne i ristværkerne, så de i deres stadig lidt frosne tilstand var svære at fjerne. Pusan havde jo en stor tilstedeværelse af amerikanske marinesoldater, som havde deres egen store klub. Derudover Texas Street, som var indbegrebet af et "red light district" efter asiatisk forbillede og i øvrigt små spændende gader og butikker at kigge på.

I den opgående sols land

Så gik rejsen ned til Japan. Først Kobe, hvor en tidligere dansk matros, japansk gift, havde åbnet en bar, hvor man udover danske øl kunne få rugbrød med Havarti. Der var en matros, der var afmønstret ØK’s Jutlandia. Han var allerede i god feriestemning og ringede konstant med barklokken for gratis omgang til alle. Ja, sådan var der vist mange, der brugte feriepengene, allerede inden ferien rigtigt var begyndt. Sidste stop var Tokyo. Vi lå længst ude i den enorme havn, så der var ikke noget med at spadsere op til "første bar". Sømandskirken i Yokohama arrangerede dog en udflugt med bl.a. besøg i det kendte rød-hvide tårn inde i byen og efterfølgende traditionelt japansk teater og spisning. Et individuelt besøg på Ginza’en blev det også til. En kop kaffe på en almindelig café løb op i 75 kr. - inkl. garderobe, siddeplads og......

Sidste landgang

Den sidste landgang blev da sømandspræsten kom op til Tokyo med nogle aviser og blade i sin Ford stationcar. Han spurgte, om nogen ville med til Yokohama (en lille times kørsel). Der ville blive vist "Martha", men der ville ikke være tilbagekørsel. "Og hvis der så også kunne hoppe en af de der tunfisk op fra lasten". Jo da, som sagt så gjort. Så der blev stuvet 7 personer ind i bilen, med mig og en anden af de yngre liggende bagest med "uhyret" imellem os, heldigvis stadig dybfrossen. Inden vi kørte tilbage, med en meget dyr taxa-regning, besøgte vi den bar, der ikke havde været lukket i flere årtier. Ret minimalistisk men også ganske berømt.

Normalt ville dette være blevet en jordomsejling, med lastning af biler tværs over Stillehavet til Latinamerika, og derfra citrusfrugter og/eller bananer til Europa. Men rederiet besluttede at sælge skibet, dog med fortsat drift hos Salén et stykke tid. Det var der mange, der var skuffede over, selv om det betød jul hjemme i familiens skød - og for mit vedkommende slut på sømandslivet et par måneder for tidligt.

Kommenter artiklen (1)
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.141