23948sdkhjf

Ny trend: To store offshore-skibe er nu på Dannebrog

86 pct. af offshore-skibe fra danske rederier sejler nu under dansk flag.

Det skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse i kølvandet på, at rederiet Cardeler har besluttet af flage deres to store installationsskibe - 'Wind Orca' og 'Wind Osprey' - ind til dansk flag.

I den forbindelse udtaler rederiet:

- Danmark har som søfartsnation et rigtigt godt ry, og det vil vi gerne bakke fuldt op om. Vi vil gerne være med til at give dansk søfart en endnu stærkere stemme både internationalt og herhjemme. Det gælder på klimaområdet, men også om at sikre den fortsatte tilgang af dygtige medarbejdere, som bliver et vigtigt konkurrencevilkår i fremtiden. Vi glæder os derfor over, at alle skibe i den voksende Cadeler-flåde kommer under dansk flag, siger Mikkel Gleerup, adm. direktør i Cadeler.

Desuden har Cadeler bestilt yderlgiere to skibe, som de ligeledes forventer skal sejle under det rød-hvide flag. 

Regelændring ligestiller konkurrencen

Tilbage i 2018 besluttede Folketinget, at opførsel af havvindemøller skulle inkluderes i de særlige sømand- og selskabsskatteordninger for skibsfarten. Det har medført, at Dannebrog nu er mere konkurrencedygtige for offshore-selskaberne.

- Det danske flag er et stærkt flag, og rederierne vælger Dannebrog, fordi det signalerer kvalitet. Cadeler er i rivende udvikling med base på hovedkontoret i København, og jeg er enormt stolt over, at de nu også vælger at flage ind. Det gør kun Danmark endnu stærkere som søfartsnation, og styrker os yderligere på offshore vind, siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.

45 rederier er i dag helt eller delvist beskæftiget med havvind i Danmark, og de er i hård konkurrence med rederier fra specielt Holland, Storbritannien og Norge. Den konkurrence bliver kun større i takt med at markedet for havvind ser ud til at vokse drastisk i de kommende år.  

Arragnement i Esbjerg

Senere i dag vil Dannebrog kunne ses hejst på 'Wind Orca', der i øjeblikket ligger til kaj i Esbjerg. 

Det sker i forbindelse med et arrangement, hvor Cadeler selv er værter, og hvor Søfartsstyrelsen sammen med Esbjergs borgmester og Danske Rederier vil deltage.

Til arrangementet, der finder sted på Esbjerg Havn ved Arieskaj, vil der bliver holdt taler fra ovenstående, og det overordnede emne bliver Danmark og offshore-industrien.

Journalist Søren L. Hviid fra Fagavisen Søfart vil være til stede ved arrangementet, som du kan læse meget mere om her på hjemmesiden i løbet af ugen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156