23948sdkhjf

Kriseramt Storbritannien har kun ti dage til at redde julen

Storbritannien har kun ti dage til at redde julen, lyder det fredag fra en interesseorganisation, der repræsenterer landets butikker og supermarkeder.

Der er en fatal mangel på chauffører, og det er delvist skabt af brexit. Det har ført til, at tankstationer har måttet lukke, og dagligvarer når ikke frem til supermarkeder.

- Lastbilchaufførerne er den lim, som holder vores forsyningskæder sammen. Uden dem er vi ude af stand til at flytte varer fra landbruget til varehusene, siger Andrew Opie, der leder British Retail Consortium.

- Medmindre der findes nye chauffører de næste 10 dage, så er det uundgåeligt, at vi vil se betydelige forstyrrelser op til julen, siger han.

Tidligere fredag sagde den konservative transportminister, Grant Shapps, til BBC, at det kan blive nødvendigt at sætte hæren ind for at løse problemet.

- Når det handler om, hvorvidt der er en rolle for militæret, er det indlysende, at det er der, og hvis det rent faktisk hjælper, så vil vi bringe det i spil, siger Shapps.

Lige her og nu er der for få chauffører i landet til at køre brændstof og dagligvarer ud i landet. 25.000 af de udenlandske chauffører er vendt tilbage til Europa, da den britiske afsked med EU blev endegyldig for godt ti måneder siden.

Brexit, en akut mangel på naturgas, stigende inflation og manglen på chauffører er en giftig cocktail, der i disse dage og uger er i gang med trække Storbritannien ned.

- Jeg vil se på enhver mulighed for at løse problemet, siger transportministeren.

Men han afviser at lukke "billigere europæiske chauffører" ind i Storbritannien igen, for det kan udkonkurrere britiske lastbilchauffører.

Storbritannien kunne godt bruge de chauffører nu, for olieselskabet BP har været nødt til at lukke nogle af sine tankstationer, fordi det ikke kan få tankvogne kørt ud, og supermarkeder melder om, at de ikke kan få kørt dagligvarer ud.

Supermarkeder og landmænd har i månedsvis råbt op om, at manglen på chauffører kan blive et kæmpeproblem.

Lige nu mangler der 90.000 lastbilchauffører i landet, skriver Reuters.

Regeringen overvejer, om det kan løses ved at gøre det nemmere at erhverve sig et kørekort til lastbiler.

Men krisen stopper ikke her.

Storbritannien er blevet særligt hårdt ramt af mangel på naturgas. Det er et problem, der kan mærkes over hele Europa lige nu.

Britisk industri har slået alarm, fordi det vil sætte produktionen i stå i visse virksomheder. Hundredtusinder af briter er afhængige af naturgas til opvarmning og madlavning.

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125