23948sdkhjf

Rønne havn er valgt til udskibning for havmølleparken Baltic Eagle

Den centrale position i Østersøen sikrer havnen i Rønne den tredje kontrakt som installationshavn for et større havvindprojekt

Iberdrola og Vestas har indgået en kontrakt om levering af 50 enheder af havvindmøllen V174-9,5 MW til Baltic Eagle-projektet beliggende i tysk farvand 40 km vest for Bornholm i Østersøen.

Alle 50 vindmøller vil i 2024 blive præmonteret og installeret ud af Rønne Havn, som dermed igen har kunnet udnytte Bornholms unikke geografiske beliggenhed.

Det skriver havnen i en pressemeddelelse via Ritzau.

Med en kapacitet på 476,25 MW og spredt over et 40 km2 stort område er Baltic Eagle Iberdrolas andet store tyske offshore-projekt efter den vellykkede færdiggørelse af den 350 MW store Wikinger havmøllepark i 2017.

Iberdrola er et af verdens største energiselskaber og førende inden for vedvarende energi. Selskabet leverer energi til næsten 100 millioner mennesker, ligesom Iberdrola arbejder med vedvarende energi, netværk og kommercielle aktiviteter i Europa (Spanien, Storbritannien, Portugal, Frankrig, Tyskland, Italien og Grækenland), USA, Brasilien, Mexico og Australien. Som vækstplatform er Iberdrola også til stede på markeder som bl.a. Japan, Irland, Sverige og Polen.

Baltic Eagle vil oprette forbindelse til Lubmin-transformerstationen gennem to nyoprettede HV-kabler. Wikinger og Baltic Eagle vil tilsammen være det største gruppering af havvindmøller i Østersøen med over 826 MW fælles installeret kapacitet og en samlet investering på omkring 2,5 mia. euro.

Parkerne vil producere nok energi til at dække 45 pct. af det samlede elforbrug i delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Samtidig vil parken mindske udledning af op imod 1,65 mio. ton CO2 om året. Baltic Eagle vil alene nedbringe CO2 emissionen med ca. en mio. ton.

Administrerende direktør i Port of Roenne A/S (Rønne Havn), Thomas Bendtsen, er begejstret for aftalen, der understreger Port of Ronne A/S’ konkurrenceevne som en attraktiv installationshavn for havmølleparker i Østersøen.

- Det er meget positivt, at Iberdrola og Vestas har valgt Rønne Havn som installationshavn for Baltic Eagle-projektet. Det understreger, at vores ydelser er konkurrencedygtige og vi lykkedes med ambitionen om at blive den mest attraktive havn i Østersøen for udskibning af vindmøller. Vi vil forsætte med løbende at gennemføre initiativer, der kan forbedre de tjenester, vi tilbyder vores kunder på markedet, siger Thomas Bendtsen.

Port of Roenne A/S er Bornholms erhvervshavn med færgeruter til Sverige, Danmark og Tyskland.  I 2020-21 blev installationen af Kriegers Flak, Danmarks største havmøllepark, udført ud af havnen i Rønne. I 2022 vil det tyske projekt Arcadis Ost bruge havnefaciliteterne. Forventningerne er også, at Rønne Havn kommer til at spille en afgørende rolle i realiseringen af den kommende energiø på Bornholm, der forbinder Danmark, Polen, Tyskland og Sverige med strøm.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086