23948sdkhjf

Drama i Storebælt: Russisk atomubåd gik i stå og drev ind mod Sejerø

Søværnets 3. Eskadre husker fredag 30. juli 2021 som en historisk dag.

Patruljeskibet ’HDMS Diana’ er i færd med at eskortere en mindre gruppe russiske fartøjer op gennem Storebælt, efter de har været samlet til en flådeøvelse i Skt. Petersborg.

Et af fartøjerne er den aldrende russiske atomkraftdrevne ubåd ’Orel’.

I det stærkt trafikerede farvand mellem Samsø og Sejerø går ubåden i stå.

Ubåden driver med 1,5 knob østpå mod Sejerø.

Den næsten 30 år gamle ubåd, den ene af tre i Oscar-II-klassen, drives af to atomreaktorer og er normalt bevæbnet med krydsermissiler og torpedoer, beretter mediet The Barents Observer.

Klassen er berygtet for den frygtindgydende ulykke med ’Kursk’ den 12. august 2000, da en eksplosion i torpedokammeret sprængte den forreste del af ubåden, der sank og dræbte alle 118 besætningsmedlemmer om bord under en øvelse i Barentshavet.

Som normalt, når russiske flådeskibe er i transit gennem Danmarks territorialfarvand, er den danske flåde på vagt. Denne fredag er det ’HDMS Diana’ patruljefartøj, der eskorterer de russiske ubåde og krigsskibe.

Søværnet: Lå lød i vandet

På sin Facebook-side beskriver ’Diana’s besætning fra 3. Eskadre situationen som dramatisk.

- En af eskorterne ud fra Østersøen vil gå over i historien som både dramatisk og spændende da den atomdrevne angrebsubåd ’Oral’ fik problemer med fremdrivningen og lå død i vandet ved Sejerø, hvor den med 1,5 kn drev ind mod øen.

’Orel’ blev også fulgt af en russisk destroyer, som varetog kommunikationen under ubådens breakdown.

Motorstoppet fik gang i følgefartøjet, hvor slæbetrosser blev klargjort, ligesom ubåden klargjorde til at blive slæbt, fortæller besætningen.

- Ham (følgefartøjet, red.) snakkede vi med og tilbød vores assistance, hvilket han dog høfligt, men ikke overraskende afslog, skriver de.

Søværnet: MEGET spændende...

Facebook-opslaget beskriver derefter, hvordan besætningen på ’Diana’ nøje fulgte situationen på ubåden, og at deres tanker løb til filmen "Jagten på røde Oktober", da de så et væld af mennesker på fordækket af ubåden.

- Men der var trods alt tre sømil til Sejerø. Lidt vel langt at svømme for en afhopning til vesten, konstateres det muntert.

Motoren på ’Orel’ kom efter få minutter i gang igen, og alt tilrigget slæbegrej blev afrigget igen.

- MEGET spændende at være vidne til på nært hold, konkluderer 3. Eskadre.

Da atomubådens fremdrift er genoprettet i tide for at undgå en større ulykke, fortsætter de russiske flådeskibe nordpå ind i Skagerrak, som er farvandet mellem Danmark og Norges sydspids.

Først sejler ubåden i overfladeposition, siden nedsænket under vandet, fortæller Norges fælles hovedkvarter til The Barents Observer.

Norge: Bekymrende

Nordmændene fulgte sejladserne tæt med de russiske krigsskibe, der derefter sejlede nordpå uden for kysten mod det russiske flådes hjemmebaser på Kolahalvøen.

- Det er altid bekymrende, når et fartøj af denne type har problemer med fremdrift, siger talsmand major Elisabeth Eikeland med det fælles hovedkvarter til The Barents Observer,

Den russiske flåde har ikke offentliggjort oplysninger om, hvorfor ubåden mistede forslag, eller om hændelsen var forbundet med driften af atomreaktorerne eller andre dele af hjælpesystemerne, og pressetjenesten i flåden må ikke tale direkte med udenlandske medier, skriver The Barents Observer. 

Flådens Dag i Skt. Petersborg hvert år

Hvert år ser man russiske militærfartøjer krydse dansk farvand, da der hvert år afholdes Flådens Dag i Skt. Petersborg i Rusland, som i år var 25. juli.

Hvis skibene sejler enkeltvis gennem danske farvande, har de ikke pligt til at melde deres gennemsejling til Danmark. Men hvis tre eller flere skibe sejler sammen, skal de varsle deres gennemsejling til de danske myndigheder, skriver TV-Kalundborg.

 - Det er ved at være fast tradition, at russiske flådeskibe og ubåde sejler gennem dansk farvand for at komme til flådeparaden i slutningen af juli. Og så længe de holder sig inden for havretskonventionens regler, er de i deres gode ret til at sejle igennem de danske farvande, siger chefen for Søværnskommandoens Nationale Maritime Operationscenter, Per Ring Henriksen, til TV-Kalundborg.

Andre statsskibe bliver fulgt nøje

Når fremmede statsskibe passerer dansk farvand, er det normal procedure, at Forsvaret følger opmærksomt med.

 - Da en af vores hovedopgaver er at overvåge de danske farvande, følger vi normalt andre statsskibes færden enten på radar eller ved fysisk, at sende skibe eller helikoptere af sted, for at følge dem på vej. Hvorvidt statsskibe af særlig interesse skal følges beror på en vurdering i hvert tilfælde. Generelt gælder det, at alle krigsskibe og ubåde fra ikke-NATO-lande har særlig interesse, og derfor bliver fulgt nøje, forklarer Per Ring Henriksen, til TV-Kalundborg.

Kommenter artiklen (7)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098