23948sdkhjf

Folketinget afsætter 850 mio. til udviklingen af teknologier til Power-to-X

Et bredt flertal i folketinget er blevet enige om at afsætte 850 mio. kr. til forskning og udvikling af grøn fremdriftsteknologi. ’Det skal være Danmarks næste grønne eksporteventyr,’ siger klimaminister Dan Jørgensen

Danmark afsætter 850 mio. kr. i en fælleseuropæisk pulje, der har til formål at understøtte udviklingen af teknologier inden for Power-to-X.

- Regeringen ønsker at give danske virksomheder de bedste forudsætninger for at udvikle Power-to-X-teknologi og være med til at kickstarte produktionen af grønne brændstoffer. Det kommer ikke kun Danmark til gavn, men hele Europa, siger klimaminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af udviklingspuljen.

Midlerne afsættes til et fælleseuropæisk projekt om grøn brint, et såkaldt IPCEI, der har til formål at understøtte store, transnationale udviklingsprojekter, som kan komme hele Europa til gavn.

Fordelen ved at give støtte gennem IPCEI er, at det giver mere fleksible rammer for at understøtte udbuddet af vedvarende brint og andre projekter med henblik på at bringe omkostningerne ned, så udbuddet på sigt kan matche efterspørgslen på markedsbaseret vilkår.

Power-to-X er en teknologi, der omdanner grøn strøm til grønt brændstof. Det kan blandt andet være brint, som dannes gennem en elektrolyse, hvor man anvender elektricitet.

Danske Havne er positive

I brancheorganisationen Danske Havne glæder man sig over, at et bredt flertal af folketingets partier har fundet midler til at understøtte udviklingen af grøn fremdrift.

Der er nemlig et enormt uforløst potentiale i Power-to-X.

- Der er et stort vækst- og eksportpotentiale i den grønne omstilling, og aftalen her kan sætte skub i konkrete projekter og dermed være med til at skabe grønne danske arbejdspladser. Danmark ligger godt for det, da vi både har eksisterende havvindmølleparker og flere på vej. Og så har vi jo uanede mængder af havvind næsten lige udenfor døren i vores ofte vindomsuste lille land. Havnene er energiknudepunkter og bliver naturlige omdrejningspunkter for P-t-X-projekter, siger Tine Kirk, direktør i Danske Havne.

Direktøren melder i samme ombæring ud, at de danske havne allerede er klar til at indgå aktivt regeringens arbejde med at øge teknologien indenfor Power-to-X.

- Det er ambitiøst, så der skal rykkes. Og havnene er helt klar til at løfte vores del af den store, grønne opgave. Det er jo også grunden til, at vi har lanceret en grøn strategi for netop havnenes rolle i Power-to-X. Så det her er spændende og godt nyt, siger hun.

I den forbindelse udtaler erhvervsminister Simon Kollerup.

- I regeringen ser vi et kæmpe potentiale i at være en af del af dette store, grønne erhvervseventyr, som skal være med til at skabe fremtidens brændstof til de industrier, der ikke har et grønt alternativ, siger ministeren.

Erhvervsstyrelsen kommer til at behandle ansøgningerne fra de danske virksomheder, som ønsker at tage del i udviklingspuljen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.095