Flere års benarbejde for en maritim ingeniøruddannelse hos Martec i Frederikshavn fik i sidste uge rygstøtte i regeringsudspillet om flere uddannelsespladser uden for de store byer.
I de seneste knapt tre år har Martec, der bl.a. uddanner maskinmestre, sammen med Frederikshavn Kommune og Erhvervshus Nord været i dialog med den maritime industri i Danmark for at indsamle deres ønsker til en ny ingeniøruddannelse med fokus på det maritime område. En uddannelse, som skal afhjælpe den mangel på civilingeniører fra DTU, der i deres kandidatforløb har specialiseret sig i det maritime felt.