23948sdkhjf

Sømand i 1970'erne: Dengang lasterne var præget storpolitik

Så er "Hallaren" færdiglosset og vender rundt for lastning og endnu et anløb af Cape Town. Her kommer anden del af Michael Brauner Clausens erindringer om livet til søs med stykgodstransport om bord på det gode skib ’Hallaren’

Året var, som nævnt i sidste uge, 1975, og efter afsluttet realeksamen mønstrede jeg ’Hallaren’ i Göteborg som däcksbefälselev (en form for styrmandsaspirant).

Der blev bl.a. lastet asbest i sække, som var kørt med jernbane fra det indre Sydafrika.

Det var en bundlast på op til 4000 tons pr. rejse. Sækkene var altid mærket "Copenhagen or one Baltic port". Men der var ingen tvivl om, at de skulle til Gdynia i Polen. Det måtte bare ikke hedde sig, at et kommunistisk land handlede med det "stygge Sydafrika".

Herhjemme var boykotten af landet jo også begyndt på gadeplan. Der stod unge venstreorienterede, men velmenende, mennesker og demonstrerede ved frugtboder mod sydafrikanske druer og appelsiner. Det forhindrede dog ikke, at der stadig var godt gang i eksporten, men med FN-boykotten nogle år senere, endte det med, at Transatlantic måtte lukke ruten. Tilbage i Kapstaden lå vi næsten en uge og lastede både frisk og konserveret frugt. Hallaren var et fint skib, bygget til ’’traden’’. Lastrum to og fem kunne køles ned til frugttransport, og i et-lugen var der dybtanke til lastning af vegetabilsk olie, som skete i Durban. Det tilfaldt mig at gå ned i de ret indelukkede og varme tanke og afrense de indtørrede rester af tidligere last af. Men det støvede da ikke lige så meget som at banke rust, og en tur på The Golden Mile om aftenen kunne kompensere for meget ubehag om dagen.

Forbi skeletkysten

I Cape Town arrangerede den svenske sømandskirke en udflugt ind i Kaplandet til en lille dyrepark, High Noon, som mere var Givskud Løvepark end Krüger-parken. Men det var en udmærket oplevelse, og der var en flot frokostbuffet for blot 1 Rand. Randen var dengang i højere kurs end Dollaren, men det var under 10 kr. Derefter var det kun at skalke luger, lægge kranerne ned og dampe nordpå. Vi blev dog dirigeret ind til Walvis Bay i "Southwest" - det nuværende Namibia, som dengang stadig var sydafrikansk protektorat - for at laste blybarrer. Det var kun nogle få paller på dækket, men de skulle sikres godt pga. vægten. Man så tydeligt, at "Skeletkysten" er et af verdens mest øde og tørre områder.

Efter en rolig rejse hjemad, bortset fra den obligatoriske grillfest på poop’en, hvor harmonikaen lød og vinen flød, nåede vi betimeligt Nordsøen lige til den ret store efterårsstorm i 1975 var i gang. Da var vi naturligvis tilbage på håndstyring, og jeg havde mine 4 x ½ time ved roret fra kl. 20-24. Vagthavende på 8-12 er jo 2. styrmanden. Han var ikke så let at bringe ud af fatning, men ved en særlig voldsom krængning, tog han piben ud af munden og sagde ’’Øj då’’.

Efter anløb af Kristiansand og Oslo fik jeg, tilbage i Göteborg, fri til at tage hjem, mens skibet gik videre til Gdynia, Helsinki og Stockholm. Jeg var tilbage en måned efter.

Opgradering af skibet

Jeg gjorde i alt tre rejser med "Hallaren", hvilket blev til et år på den galej. På den sidste rejse fulgte jeg med hele vejen rundt i Østersøen og Den Botniske Bugt. Vi endte på Frederikshavns Værft for montering af nye 25 tons Hägglund kraner (50 tons i tandem), så rederiet ikke ville sagte agterud i det voksende behov for at kunne laste containers ved egen kraft. Det samme skete for fire andre af rederiets skibe på linjen. Det var dog en stakket frist, for skibet blev solgt allerede året efter, og de to nye ro/ro skibe, der kom til i 1978 fik kun kort tid, da boykotten af Sydafrika gik fra at være på gadeplan til at blive vedtaget af FN.

Fortrød lidt

Jeg fortrød lidt, at jeg ikke mønstrede af med det samme i Frederikshavn, for på værftsophold blev dæksbesætningen jo sendt ned i bunden af lastrummene for at rense rendestene. - Flere rejsers nedsevet slam og skidt, som havde fået en ganske kraftig odør. Det var næsten værre end motormændenes lejlighedsvise stempeltræk, hvor de var helt smurt ind i olie. Det var dog gode penge, der blev tjent til det år, jeg var hjemme og tage handelseksamen med henblik på senere at søge på rederikontor. Drømmen om en karriere som navigatør og kaptajn var droppet, men da jeg nu havde foden indenfor hos Transatlantic kom jeg tilbage i 1977 og sejlede yderligere et par år for eventyrets skyld, både på Sydamerika, Australien og Det fjerne Østen, inden jeg blev rederielev hos Ove Skou i 1979.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078