23948sdkhjf

67-årig havnebuskaptajn: Fantastisk følelse af sejle et el-skib

Jørn Emil Christensen er kystskipper på havnebusserne. Han har sejlet i mere end 40 år, hvoraf de sidste ni år er for Arriva. Han har det seneste år været med til indkøringen af de nye elhavnebusser

Arrivas nye elhavnebusser har været i Danmark i godt et år, og Jørn Emil Christensen, der er kystskipper hos Arriva, har været med til at teste og indkøre dem.

- Det har virkelig været en rejse at være med til det her med de nye havnebusser. Vi startede med at tro, at det hele skulle være så nemt, fortæller han.

Det var det dog ikke umiddelbart, og som det jo ofte er med nye teknologier, og som kystskipperen også kan berette om ud fra egne erfaringer, så er skibene den første af sin slags, som hollandske Damen skulle levere.

- Det har drillet og driller fortsat, men det har været lidt sejt, og jeg har testet alle skibene, når de er kommet hertil. Ofte til langt ud på aftenen. Men sådan er det jo med noget nyt, og man skal bare igennem de små fejl på hele systemet, fortæller han.

Det er ifølge Jørn Emil Christensen især ladestationerne, som har drillet. De står ved de to endestationer Refshaleøen og Teglholmen, og de hurtiglader skibene i seks minutter ad gangen, når de lægger til kaj. Skibene lades også fuldt op om natten.

- Nu er vi blevet bedre til at tackle dem, og vi er langt hen ad vejen ved at være igennem det. Vi ved, hvad vi kan gøre, siger han.

På trods af startvanskelighederne er han glad for at sejle de nye skibe.

- De er rigtig dejlige at sejle. De er behagelige og klimaet er rigtig godt. Tidligere var der dieselos og larm på skibet, og det er væk. Vi kan stå og snakke stille og roligt, og det er guld værd. Man skulle virkelig tale højt, og det var svært at høre, siger han.

Han kan derfor mærke en større ro, når han kommer hjem om aftenen i forhold til tidligere. Det er tydeligt at mærke, at Jørn Emil Christensen er glad for sit job. Han fortæller, at han godt kan lide, at der ikke er to dage, der er ens, og at han møder mange forskellige mennesker, siger han, og selvom han er 67 år, har han ikke planer om at stoppe med at arbejde lige foreløbigt.

- Jeg kunne gå hjem og sige, at jeg ikke vil arbejde mere, men jeg synes, at det er fantastisk.

Han bor i Vestjylland, og er i København på arbejde i to uger ad gangen. Vestjyden fortæller, at han aldrig rigtig vænner sig til udsigten til de københavnske bygninger fra skibet, og han er især vild med udsigten om aftenen, når lyset fra bygningerne giver genskær i vandet.

- Der må jeg sige, at selv en vestjyde bliver lidt imponeret, siger han med et smil.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128