Monjasa Holding i Fredericia kom ud af 2020 med et overskud på 196 mio. kroner. Samlet endte året med en stigning i salget af skibsbrændstof, som på 20. år gør Monjasa til den sjette største leverandør på globalt plan.
I det seneste år er den samlede volumen blevet øget med ni procent til 4,9 mio. tons , og det bringer ifølge analysebureauer virksomheden helt i top på verdensplan.
Det sker i et år, hvor virksomheden har været udfordret af både pandemi og stærkt svingende oliepriser.
Årsrapporten for 2020 viser en egenkapital på 826 mio. kr. samt en høj soliditetsgrad på 41 pct.
- Året begyndte med en succesfuld overgang til mere miljøvenlige brændstoffer for den globale shippingindustri. Ved at kunne tilbyde den rette rådgivning og nye produkter opnåede Monjasa et højt aktivitetsniveau allerede i årets første måneder. Fra andet kvartal 2020 var de maritime fragtmængder og handelsmønstre påvirket af corona-pandemiens opblussen. Som et direkte resultat faldt det globale marked for skibsbrændstof betragteligt, oplyser selskabet i en pressemeddelelse i forbindelse med årsregnskabet.
Årsrapporten for 2020 viser en mindre nedgang i omsætningen til 13 mia. kroner som følge af et betydeligt fald i den gennemsnitlige oliepris. Resultatet før renter og skat (EBIT) var på 222 mio. kr., og nettoresultatet endte på 196 mio. kroner mod 173 mio. kr. i 2019. Det var over forventning, konstaterer selskabet.
20 tankskibe og 10 kontorer
Monjasa blev etableret i 2002 og er i dag en global virksomhed som beskæftiger sig med oliehandel og shippingaktiviteter. Kerneforretningen består af salg, køb og levering af skibsbrændstof og rederivirksomhed på globalt plan.
Selskabet råder i dag over en flåde bestående af 20 tankskibe og 10 kontorer fordelt på alle større tidszoner. Monjasa Gruppen beskæftiger i alt mere end 500 ansatte fordelt på skibe og kontorer.