23948sdkhjf

Katamaraner blev forlænget med 2,4 meter - langstrakt ombygning af Sif og Frigg

Faaborg Værft A/S afleveret de to omstridte miljøskibe, som skal overvåge det marine miljø i de indre farvande. Dermed sættes der punktum i en sag, der tog sin begyndelsen tilbage i 2012

Miljøstyrelsens tvillingeskibe ’Sif’ og ’Frigg’ er klar til at sejle de indre danske farvande tyndt fra Skagen til Bornholm.

Efter planen - og efter nærværende blads deadline - sejlede de to miljøskibe til deres hjemhavn i Svendborg i fredags, hvor Faaborg Værft A/S overdrog dem til Miljøstyrelsen uden festivitas. Det hindrer forsamlingsloftet på fem personer.

- Der er testet godt igennem som en del af ydelsen, så de er fuldstændig klar til, at vi kan gå i gang med at oplære vores besætning i at bruge de nye skibe, forsikrer kontorchef Morten Jepsen, Miljøstyrelsen.

I slutningen af maj er det sidste af de tre nuværende miljøskibe udfaset, når oplæringen af syv skippere og styrmænd er tilendebragt.

- Det er seks år senere end oprindeligt planlagt. I mellemtiden har projektet været martret af engelsk værftssvigt, aflyste udbud som følge af for få bud, licitationsfejl hos kammeradvokaten og senest koronabetingede forsinkelser.

Koronaforsinkelser

Aluminiumskatamaranerne er forlænget med 2,4 m til 20 meter.

De skulle have været leveret 16. november, så der er tale om fire måneders forsinkelse. Det skyldes primært to koronaforhold, oplyser Morten Jepsen. Generatorer blev forsinket fra USA, fordi den amerikanske fabrik blev lagt ned af korona. Dernæst de hjemlige koronarestriktioner og afstandskrav.

Billigere end maxbudget

Der er brugt to millioner kroner mindre end de afsatte 34,7 mio. kr. med reserver.

Basiskontraktens sum er 30 mio. kr., men prisen bliver 32,7 mio. kr. Heraf er 2 mio. kr. til merarbejde som udskiftninger i navigationsudstyret, og godt 750.000 er uforudsete udgifter.

Byggetid fordoblet

Kontrakten blev indgået den 13. juni og stipulerede en byggetid på 80 dage. Det endte med 151 dage.

44 dage beskrives som force majeure på grund af covid-19, 12 dage skyldes tilkøb af nødvendige merarbejder, og 15 dage er Faaborg Værfts seneste forsinkelse frem til 19. marts 2021, oplyser Miljøstyrelsen.

Støj i kahytten

Støjmålingerne i forbindelse med prøveturene er under grænseværdierne ved 85 pct. belastning af motorerne og en fart på 20-21 knob.

- Støjen i kahytterne er dog lidt over grænseværdien, men da disse ikke skal bruges under sejlads, er det ikke noget problem - hverken myndighedsmæssigt eller i praksis, siger Morten Jepsen.

Lettere og hurtigere

De to tidligere passager-offshorefartøjer vejer mindre efter ombygningen end aftalt. Ombygningsvægtene er henholdsvis 2,4 og 2,7 ton lavere end kontrakten.

- Faaborg Værft har været gode til at vælge løsninger, der har medvirket til en lav ombygningsvægt. Det kan derfor konkluderes, at de med god margen har opfyldt kontrakten med hensyn til vægten, erklærer Mogens Jepsen i forbindelse med overdragelsen.

Den lavere vægt giver en endnu højere driftsfart, som Miljøstyrelsen har fokus på.

Under prøveturene har skibene sejlet ca. 25 knob ved 95 pct. motorbelastning, hvilket er fire knob mere end de estimerede 21 knob.

Ros for opgavens udførelse

Morten Jepsen er i det hele taget meget tilfreds med ombygningen og samarbejdet med såvel Faaborg Værft som de involverede rådgivere og myndigheder.

- Det er super velegnende skibe til opgaverne. De fremstår som nye, så mon de ikke holder i 20 år ...

Mandskabets træning om bord begynder i dag (mandag 22. marts 2021) ,og skibene forventes at have overtaget det fulde program fra de tre gamle skibe med udgangen af maj 2021. Opgaven er overvågning af det marine miljø i de indre danske farvande indenfor NOVANA programmet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093