23948sdkhjf

Grenaa Havn udbygger landstrømsanlæg

Til sommer er Grenaa Havn klar med nidoblet landstrømskapacitet på 18 megawatt og gør klar til mobile anlæg. Formålet er at servicere installationsfartøjer, der arbejder på havmøller.

Grenaa Havn investerer nu i 18 megawatt landstrøm og vil også etablere mobile landstrømsanlæg.

Dermed skulle selv de største installationsfartøjer, skibe og rigge gerne være sikret strømopkobling langt ind i fremtiden, når de ligger til kaj i Grenaa Havn.

- Vi går ”all-in” på landstrøm. Det betyder, at vi opgraderer vores nuværende udbud fra 2 megawatt til 18 megawatt. Vi tager vores del af ansvaret for den grønne omstilling. Derfor vil vi fremme overgangen fra diesel til el ved at tilbyde strømløsninger til vores kunder, men også ved at elektrificere egen havnedrift, fortæller Henrik Carstensen, CEO, Grenaa Havn i en meddelelse.

Havvind kræver landstrøm

I de kommende år bliver der bygget flere store havmølleparker, og dem vil havnen gerne kunne betjene med landstrøm.

- Danmark står overfor en etablering af flere nye havvindmølleparker, blandt andet Hesselø Havvindmøllepark - Grenaa Havns kommende nabo i Kattegat. Det er vigtigt for os at kunne tilbyde landstrøm til installationsskibe i etableringen af disse store havvindmølleprojekter, siger Theis Gisselbæk, CCO på Grenaa Havn.

Landstrømsanlæg hjælper ikke kun på miljøet, men også på driften af skibene.

- Når installationsskibe, borerigge og andre fartøjer tilkobles landstrøm, reduceres ikke kun CO2-udledningen, men også vedligeholdelsesomkostningerne ombord. Energiproduktionen er en af de mest omkostningstunge dele ved driften af offshore-fartøjer, dermed er det en gevinst at kunne slukke motoren og tilkoble den strøm i stedet, siger han.

Mobil strøm udrulles på havnen

De 18 megawatt bliver tilgængelige på havnen til sommeren 2021. Dernæst påbegyndes etableringen af et forsyningssystem, hvor skibe, rigge og havnens egne eldrevne maskiner tilkobles via mobile landstrømsanlæg.

- Vi kommer til at lægge landstrøm ind ved vores nye havneudvidelse. Bagefter opgraderes vores øvrige kajer med landstrøm. Vi kigger ind i en investering på landstrømsanlæg nummer to, og vi er klar til at investere i flere anlæg, så snart behovet opstår, siger Theis Gisselbæk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125