23948sdkhjf

Ny færgerute mellem Nynäshamn og Rostock

Gotland-rederi vil sejle uden om Sydsverige med ny rute fra Stockholmsområdet til Tyskland

Rederi AB Gotland, der med datterselskabet Destination Gotland driver den samfundsbegrundede færgebetjening mellem Østersø-øen Gotland og det svenske fastland, vil starte en ny færgerute op til kontinentet under navnet Hansalinjen. 

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Den nye færgerute skal forbinde Nynäshamn ved Stockholm med Rostock i Tyskland. Visse af turene skal ligeledes gå forbi Visby på Gotland, oplyser rederiet.

Grøn støtte

Ifølge rederiet baserer det nye ruteoplæg sig på en såkaldt økobonus tildelt fra den svenske regering med det formål at flytte lastbiltrafik fra land til vands på den stærkt trafikerede strækning fra Sydsverige til Mälardalen. Den nye færgerute vurderes at være mindst lige så tidseffektiv som dagens vejtrafik mellem Tyskland og Mälardalen-regionen.

Overførslen af godstrafik fra vej til sø mellem Rostock og Nynäshamn anslås at reducere emissionerne med ca. 20 pct.

- Vi vil gerne hjælpe med at aflaste vejnettet og reducere emissioner fra transport. I et første trin planlægger vi et tilbud til logistikvirksomheder, der ønsker at reducere deres klimafodaftryk og sammen med os bidrage til at opfylde både Sveriges og EU's klimamål, udtaler Håkan Johansson, CEO i Rederi AB Gotland.

Også fokus på passagerer

Ifølge Rederi AB Gotland vil den nye færgerute vil være et supplement til Destination Gotland, og vil forbinde de gamle hansestæder Rostock, Visby og Stockholm. Den nye rute er for alle tyske rejsende, der ønsker at besøge Gotland og Sverige, mens den nye færgeforbindelse også kan være et vigtigt bidrag for alle svenske rejsende, der ønsker at komme direkte ned til kontinentet med bil, båd og tog.

- Da vores ture kan forbindes med interrailkortet, kan togpassagerer også komme med færge fra Nynäshamn og hoppe på toget i Rostock og derefter rejse længere ud i Europa. På samme tid ville Sverige og Gotland også være lettere tilgængelige for europæiske rejsende, siger Håkan Johansson.

Rederi AB Gotland ejer fire store hurtigsejlende konventionelle ro/pax-færger, hvoraf to på heltårsbasis er bundet til kontakten med den svenske stat på Gotlands-ruterne. En tredje færge er ligeledes bundet til kontrakten under højsæsoner, mens den fjerde er ledig på helårsbasis. 

Ny kapacitet i Nynäshamn

To af de fire ro/pax-færger er i øjeblikket på charter til DFDS, der anvender dem på ruten mellem Rosslare og Dunkirk. Alle fire færger har dog kun begrænset nataptering.

Den græskejede Superfast Ferries havde tilbage i 2002 en lignende rute med hurtigsejlende ro/pax-tonnage, der forbandt Södertälje med Rostock, der dog blev kortvarig som følge af svigtende godsmængder. 

Stockholms Hamn AB indviede sidste år en ny stor havn, Stockholm Norvik Hamn, lidt nord for Nynäshamn. Det har gjort, at Stena Line nu er flyttet fra Nynäshamn til den nye havn, hvormed der er ledig kapacitet i Nynäshamn, som har både stærk tog- og motorvejsforbindelse til Stockholm.    

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.078