23948sdkhjf

Tjære lukker alle Israels strande - skib eftersøges

Tusindvis af frivillige i gang med at rense Israels middelhavsstrande efter omfattende forurening fra ukendt skib, som nu eftersøges med krav om giganterstatning.

Israel har lukket alle sine strande ved Middelhavet, efter at stormvejr har skyllet store mængder tjære op på kysten.

- Denne tjæreforurening er den værste, som Israel har set, siger Shaul Goldstein, direktør for Israels Natur- og Parkmyndighed, til den nationale radio.

- Alle strande er ramt.

Han tilføjer, at det kan tage måneder - eller længere tid - at få tjæren væk.

Tusindvis af frivillige er i gang med at rense strandene på en 160 kilometer lang strækning.

Det ramte område er fra Rosh Hanikra lige syd for den israelske grænse til Libanon og ned langs kysten til Ashkelon lige nord for Gazastriben.

Mange dyr er også ramt af forureningen. Der er blandt andet fundet døde skildpadder på kysten.

De israelske miljømyndigheder mener, at tjæren er blevet pumpet ud af et skib. Det kan dreje sig om mange hundrede ton, siger miljøministeriet ifølge AFP.

Ifølge myndighederne dukkede den første tjære op under en vinterstorm for en uge siden.

Vejret gjorde det svært at se, at tjæren var på vej mod kysten.

Eftersøger nu skibet

Nu er de israelske myndigheder i samarbejde med europæiske agenturer i gang med at finde ud af, hvilket skib der har lukket tjæren ud.

Israel mener, at det kan være sket fra et skib omkring 50 kilometer fra kysten den 11. februar.

Satellitbilleder og forskellige modeller af havets bevægelser bidrager til at indsnævre mulighederne.

I øjeblikket har myndighederne ni skibe i søgelyset, siger Gila Gamliel, der er minister for miljøbeskyttelse.

- Der er mere end en fornuftig chance for, at vi lokaliserer det specifikke skib, siger han til Ynet Tv.

I så fald går Israel rettens vej.

Forsikringsselskaber kommer til at betale for at rense strandene, og det kan løbe op i store summer.

I sidste uge skyllede en 17 meter lang død hval op på en strand i det sydlige Israel.

En undersøgelse af hvalen har vist, at den har olie i sin krop, men der er brug for flere undersøgelser for at kæde dens død sammen med forureningen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109