23948sdkhjf

Dansk-tysk gennembrud for energiø ved Bornholm

Tyske 50Hertz og danske Energinet har indgået aftale om at udføre de undersøgelser, der inden årets udgang skal kortlægge, om det er muligt og fordelagtigt at anlægge en elektrisk kabelforbindelse mellem de to lande via Bornholm som kommende energiø.

Aftalen mellem tyske 50Hertz og Energinet er det første gennembrud for at forbinde de to danske energiøer til andre lande. Forbindelser til nabolande er helt afgørende for, at energiøer er en god ide, både økonomisk og for den grønne omstilling.

Med aftalen er Bornholm som energiø nu ikke alene baseret på danske og internationale politiske aftaler, men er også blevet til et konkret og grænseoverskridende samarbejde om energiøen mellem to landes TSO’er.

Det skriver Energinet på sin hjemmeside.

Energiøer i Danmark

  • En energiø er et samlingssted for store mængder af energi fra havvind. Fra energiøen omformes og videresendes energien til flere lande.

  • Energiøen i Østersøen er Bornholm. Den skal med tilknyttede havvindmølleparker levere 2 GW i 2030.

  • Energiøen i Nordsøen bliver en kunstig ø-konstruktion eller platforme og skal med tilknyttede havvindmølleparker levere 3 GW i 2030 stigende mod 10 GW derefter.

  • De to energiøer skal være etableret i 2030, hvor de skal levere 5 GW effekt, nok til det årlige elforbrug i 5 millioner husstande

Kilde: Energinet

Fra national til transnational udbygning af havvind

- Hvis vi skal lykkes med den massive udbygning af havvind, som er nødvendig de kommende år for at opfylde klimaaftalen fra Paris, er det helt afgørende, at der nu sker et markant gearskifte. Et gearskifte fra national udbygning med enkelte vindmølleparker til energiøer, der i sin kerne er og kun kan være transnationale projekter.

Det siger Thomas Egebo, CEO for Energinet og tilføjer:

-Derfor er jeg utroligt glad for at sætte min underskrift på aftalen med 50Hertz.

Aftalen er den første helt konkrete samarbejdsaftale mellem to TSO’er, der er relateret til opførelsen af en konkret energiø, som der er truffet politisk aftale om at etablere.

Ved underskrift af aftalen udtalte Stefan Kapferer, CEO for 50Hertz:

-Havene rundt om os er af central betydning for Europas energifremtid. Sammen med vores pålidelige partner Energinet ønsker vi at igangsætte et nyt innovativt projekt for energiomstillingen og klimabeskyttelsen. Med dette projekt gør vi ikke kun teknologiske fremskridt. Sammen med politiske beslutningstagere og havvindindustrien er vi også nødt til at finde nye måder, hvormed man kan regulere den transnationale anvendelse og aflønning af den producerede strøm.

Tidspres for verdens to første energiøer

Et stort flertal af det danske parlament, Folketinget, har indgået en ambitiøs aftale om at placere to energiøer i dansk farvand inden 2030. Én i Nordsøen, som vil blive en kunstig ø-konstruktion eller platforme, og én i Østersøen med Bornholm som et centralt knudepunkt for opsamling, omformning og videresendelse af strøm fra havvindmølleparker til Sjælland og andre lande, nu altså Tyskland.

Der er dermed mindre end ti år til deadline for anlægsprojekter med store og komplicerede eltransmissionsanlæg, ø-konstruktioner eller platforme på havet, udlandsforbindelser og havvindmølleparker i GW-størrelser. Samlet set bliver det – med afstand – danmarkshistoriens største infrastrukturprojekt.

- Ingen tvivl om, vi får meget travlt for at nå det hele inden 2030, siger Thomas Egebo og tilføjer: Men det er også nødvendigt, at hastigheden og takten i udbygningen sættes markant op, hvis vi i Europa skal nå vores mål om 60 GW havvind i 2030 og hele 300 GW i 2050. Derfor er det også både glædeligt og nødvendigt, at vi allerede nu er i mål med den første helt konkrete samarbejdsaftale om forberedelser til at forbinde energiøen Bornholm til flere lande.

Klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, gav i november 2020 Energinet opgaven med forundersøgelser og forberedelse af udlandsforbindelser til de to energiøer. I december 2020 tiltrådte Danmark, Tyskland og Holland politiske erklæringer om samarbejde vedrørende energiøer og udbygning af havvind i Nordsøen og Østersøen.

50Hertz og Energinet er med aftalen enige om at:

  • Undersøge muligheden for en såkaldt hybrid udlandsforbindelse via Bornholm som energiø. En hybrid udlandsforbindelse kan både opsamle vindenergi fra havmølleparker og sende strøm begge veje mellem de to landes elnet.

  • Holde samarbejdet åbent for potentielle andre samarbejdspartnere. På længere sigt kan energiøen i Østersøen blive en forbindelse mellem endnu flere lande, koble til energimarkeder i de baltiske lande og bidrage til samfundsøkonomisk velfærd i Europa.

  • Dedikere sig til at opfylde danske, tyske og europæiske mål for klima og vedvarende energi. Herunder det danske mål om 100 % vedvarende energi i elnettet i 2030 samt 50Hertz’s mål om, at 100 % af elforbruget i dets elnet er dækket af vedvarende energiproduktion i 2032.

  • Bygge samarbejdet på de gode erfaringer, som de to partnere allerede har med udviklingen og virkeliggørelsen af det innovative projekt Kriegers Flak Combined Grid Solution, som blev taget i drift i 2020.

Kilde: Energinet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094