23948sdkhjf

Samsø Linien køber Hundested-Rørvig Færgefart

Selskabet Samsø Linien har indgået en aftale om køb af overfarten Hundested-Rørvig A/S med overtagelse pr. 1. februar 2021. 

Det oplyser selskabet i dag i en pressemeddelelse.

Samsø Linien A/S, der ejes af Samsø-Fonden, køber Hundested-Rørvig Færgefart A/S, der forbinder det nordlige Sjælland og Odsherred. Færgeruten Hundested-Rørvig bidrager til mobiliteten mellem Nordsjælland og Odsherred, to områder med mange sommerhuse og et stort behov for effektiv overfart. Samsø Linien ser sig som en langsigtet ejer til ruten mellem Hundested og Rørvig.

Hundested-Rørvig overfarten er et vigtigt forbindelsesled over Isefjorden mellem det nordlige Sjælland og det store sommerhus- og ferieområde i Odsherred, så bilisterne undgår den længere tur rundt om Roskilde Fjord.

Samtidig valfarter de mange sommerhusgæster fra Odsherred til det nye område ved Hundested havn og attraktionerne i det nordlige Sjælland. For mange er ruten også et vigtigt bindeled til hurtigfærgeruten fra Sjællands Odde og videre forbindelse til Jylland.

Atter et aktivt rederi

- Det er med stor glæde, at vi har indgået aftale om overtagelse af Hundested-Rørvig Færgefart. Vi har foretaget en grundig analyse i forbindelse med opkøbet, og det er et yderst veldrevet rederi, som vi glæder os til at drive og videreudvikle sammen med de eksisterende medarbejdere og de tidligere ejere, der bliver i virksomheden.

- Med købet vil vi igen blive et aktivt sejlende rederi og herigennem fastholde og udvikle vores kompetencer indenfor færgedrift samtidig med, at vi vil bidrage positivt til lokalsamfundene på både Samsø og omkring Hundested-Rørvig, siger John Steen-Mikkelsen, bestyrelsesformand for Samsø Linien A/S.

Samsø Linien har tidligere drevet færgetrafik mellem Samsø og Sjælland samt Jylland og har sidenhen chartret rederiets færge ’Lolland’ ud til Molslinjen. Samsø Liniens bestyrelse har løbende arbejdet på at fremtidssikre selskabet og undersøgt forskellige muligheder ud fra en kommerciel vinkel.

Nu er muligheden der for at udvide virksomhedens kommercielle rederiaktivitet, hvilket sikrer selskabet et stabilt afkast i fremtiden, og derigennem, at man kan bidrage positivt til lokalområderne samt fortsætte og udvide støttemulighederne i Samsø-Fonden.

Rederikyndige ejere

Færgeruten Hundested-Rørvig har en lang succesrig historie, som startede med sommerhusejere fra København, der skulle sejles det korte stykke over til Rørvig allerede i 1917. Ruten er blandt de mest benyttede småfærger i Danmark, og det privatejede rederi har løbende investeret i flåde og havneanlæg.

Ruten besejles af de to færger ’Nakkehage’ og ’Isefjord’. Sidstnævnte er den nyeste tilgang, der blev indsat på ruten i maj 2013.

- Hundested-Rørvig overfarten er et vigtigt forbindelsesled mellem Hundested og Rørvig og er afgørende for, at begge sider af Isefjorden er attraktive for både sommergæster og lokalbefolkning. Vi har haft en meget professionel proces med Samsø Linien, og vi er glade for, at ruten bliver drevet videre med rederikyndige ejere bag roret og med alle vores dygtige medarbejdere på broen og dækket. Dette er med til at sikre fremtiden for færgefarten i området, siger Bo Andersen, fortsættende overfartsleder for Hundested-Rørvig.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11