23948sdkhjf

I dag får søfolk og fiskere DMI-vejr uden reklamer

Fra i dag kan alle tjekke vejret på dmi.dk og DMI's app uden at blive forstyrret af reklamer. Regeringen og partierne bag finansloven for 2021 bruger fem millioner på at droppe reklamer.

Regeringen, Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF er som led i finanslovsaftalen blevet enige om at afsætte fem millioner kroner til, at DMI's internationalt anerkendte viden kan formidles uden forstyrrende reklamer.

- DMI's viden om vejr og klima skal være troværdig og lettilgængelig. Både for fiskeren, der skal på havet og for klimaforskeren, der har brug for detaljeret viden. Reklamerne har været et forstyrrende element, som også har udfordret sidens troværdighed. Derfor er jeg er glad for, at regeringen sammen med partierne bag Finansloven nu styrker DMI's mulighed for at gøre dmi.dk og app til en bedre oplevelse, siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S), i en pressemeddelelse.

Et reklamefrit dmi.dk er det første tiltag i en række af forbedringer på hjemmesiden, som bliver rullet ud i januar og februar. Brugerne ønsker en hjemmeside med bedre overblik, hvor det er lettere at finde de oplysninger, som man søger. Det er disse ønsker, der er omdrejningspunktet for de kommende forbedringer.

Udsigt til bedre vejr med radar og strøm

Derfor bliver der lavet en ny navigation, så det bliver nemmere at finde fx regionale vejrudsigter, radarbilleder og strømforhold. Senere kommer en ny forside og en ny visning af det lokale vejr for at skabe det mest optimale overblik over vejret. Og endelig venter nogle helt nye vejrsider målrettet specialbrugere af vejret.

Følgende forbedringer sker på dmi.dk i de kommende måneder:

  • Reklamerne er fjernet fra i dag
  • Ny, forbedret navigation, så brugerne lettere kan finde den information, de ønsker
  • Ny forside og lokalt vejroverblik
  • Nye sider målrettet specialbrugere af vejrinformationer

Regeringen og partierne bag finansloven for 2021 har afsat en forøget, årlig driftsbevilling på fem millioner kroner i forbindelse med afviklingen af bannerannonceringen.

Læs mere om: DMI
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109