23948sdkhjf

Molslinjen sætter alle billetter fri

Situationen med COVID-19 får nu Danmarks største indenrigs færgeoperatør, Molslinjen, til at sætte alle billetter fri. Det betyder, at alle billetter til rejse i resten af 2020 og hele 2021 kan flyttes til en hvilken som helst afgang

Corona bliver ved med at skabe usikkerhed om juletrafikken i 2020. Derfor tager Molslinjen nu konsekvensen, og sætter alle billetter fri. Det gælder billetter købt til og med den 31. januar 2021.

Molslinjen sejler hurtigfærgerne over Kattegat, hvor juletrafikken i år ventes at være en del lavere end normalt. Men frigivelsen af billetterne kommer til at gælde alle rederiets ruter, Alslinjen, Bornholmslinjen, Fanølinjen, Langelandslinjen og Samsølinjen.

Også Molslinjens buskoncept, Kombardo Expressen, omfattes af ordningen. Her kan billetter ændres så langt frem i tiden, som de enkelte busruters køreplaner er klar til i 2021.

- Vi forstår godt danskerne er usikre lige nu. Julen er tæt på, og der kommer hele tiden nye meldinger og nye restriktioner. Ved at sætte billetterne fri håber vi, at kunne fjerne noget af usikkerheden, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Billetter købt på betingelser, som giver mulighed for refundering af billettens pris, vil stadigt kunne refunderes, mens andre billetter som Lavprisbilletter og Flexbilletter med baggrund i betingelserne ikke kan refunderes – men altså nu flyttes til et andet tidspunkt i resten af året i 2021.

Ændringer af Lavpris-billetter vil fortsat være pålagt gebyr, og ændres billetten til en afgang, som er dyrere end den oprindelige, skal der som sædvanligt betales for prisforskellen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.159