23948sdkhjf

2020 var et - lidt - kedeligt år for nybygninger

Det blev til en god håndfuld nye skibe, men 2020 går ikke over i historien på nybygningsfronten

2020 går ikke over i søfartshistorien som et stærkt nybygningsår i dansk skibsfart. Der blev dog leveret nye skibe til danske rederier, men de fleste var nybygninger nummer tre, fire, fem osv. i igangværende serier.

Mærsk står som globalt mega-rederi normalt altid for et antal nye danske skibe hvert år, i visse år endda næsten for mere nybygget bruttotonnage end de øvrige danske rederier til sammen. 2020 bliver dog et magert år for ny ejet lyseblå tonnage. MR-produkttankskibet ’Maersk Cyprus’ og LR2-tankproduktskibet ’Maersk Sandra’ blev dog leveret gennem året.

Efter knapt et tiår med i alt 31 Triple E- mark I og mark II-containerskibe kom der ikke ny containertonnage ind i koncernen, under APM-stjernen eller under nogle af de øvrige bands.

Næste tonnagetilgang sker i 2021, dog kun på leasing-basis i form af 13 nye 2.200 TEU-nybygninger til Mærsk intraasiatiske shortsea-netværk. Første skib i den serie, ’Nakskov Mærsk’ blev fornyelig navngivet ved det kinesiske byggeværft, men idriftsættes ført i starten af det nye år.

Heller ikke Maersk Supply Service fik nye skibe ind i flåden i 2020 efter i de foregående år at have afsluttet to markante nybygningsserier. Datterselskabet Svitzer, med verdens største flåde af slæbe- og bugserbåde, får dog løbende tilført nye skibe til en eller anden base et sted ude i verden – der var 2020 trods alt ikke nogen undtagelse.

CTV’ere fra Assens

Norden tog levering af supramax tørlastskibene ’Nord Amazon’, ’Nord Aripuana’, begge under Singapore flag. Torm fik LR1-produkttankskibene ‘Torm Elise’ og ‘Torm Elizabeth’ samt MR-produkttankskibene ’Torm Splendid’ og ’Torm Stellar’ – alle i øvrigt med Dannebrog agter. Hafnia tog levering af LR-produkttankskibet ’Hafnia Shenzhen’.

DFDS fortsatte overtagelsen af nybygningerne i den seks skibs store serie af mega-ro/ro-skibe fra Jinling-værftet i Kina. Mere præcist fjerde og femte enhed, der nu indgår i rederiets Nordsø-netværk under navnene ’Humbria Seaways’ og ’Flandria Seaways’. Serien afsluttes næste år, mens overtagelsen af to-skibs serien af ro/pax-færger til Østersøen indledes.

World Marine Offshore i Esbjerg tog levering af CTV-nybygningerne ’World Levante’ og ’World Terral’. Disse to nybygninger skiller sig ud ved ikke at være enheder i en igangværende serie, men en ny serie med premiere i 2020. Ordren blev oprindeligt placeret hos det hollandske værft Veka Group, men flyttet til Assens Skibsværft.

Også Hellerup-baserede Celsius Shipping tog levering af en nybygning i en ny serie. Det var LNG Carrieren ’Celsius Copenhagen’, som gennem næste år følges af yderligere tre søsterskibe fra Samsung HI i japan. Evergas med dansk hovedkvarter i København tog levering af den anden og sidste af rederiets purpose-udviklede VLEC’ere (Very Large Ethane Carrier) ’JS Ineos Dolphin’.

Artiklen er en del af temaet Året 2020.

Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078