Der står snart mere industriklynge end skibsfart som overskrift for udviklingen i Kalundborg Havn.
For havnen helt ude mod vest på Sjælland vil bruge sine arealer til højt specialiseret industriproduktion, hvor kajanlæggene naturligvis fortsat spiller en rolle, men primært som det stykke infrastruktur, der giver industrien en let og effektiv korridor ud i verden.
- Nedlukningen af samfundene i begyndelsen af året som følge af Covid-19 har tydeligvis fået industrivirksomhederne til at rykke på sig, lyder det fra havnedirektør Bent Rasmussen.
Han fortsætter:
- Efter nedlukningen begyndte vi ret hurtigt at modtage følere fra globale industrivirksomheder. Deres analyse lød, at Covid-19 havde afsløret forsyningskædernes sårbarhed. Svaret var at udvide produktionskapaciteten i Danmark og opretholde større lagre at råvarer centralt i Danmark, så produktionen kan opretholdes i en krisetid. Man vil ikke brænde inde med et lager i Asien, hvor man ikke kan få adgang til varene i en krisetid.
I september kom det således frem, at den danske biotekvirksomhed Chr. Hansen købte BASF’s fabriksanlæg på Kalundborg Havn. Den ombyggede fabrik skal bruges til at producere såkaldte humane mælkeoligosaccharider, også kendt som HMO. Det vil på sigt skabe ca. 200 nye arbejdspladser på havnen i Kalundborg.
Og ifølge havendirektøren er der mere på vej.
- Det er vigtigt for os, at vi ikke bare ekspederer gods ud over kajkanten, men at vi også udvikler os til en decideret industriklynge, hvor virksomheder ser det som en oplagt mulighed at lægge deres produktion og lagerfaciliteter hos os. Det er en enestående mulighed, for når først industrivirksomhederne har slået sig ned, så forsvinder de jo ikke sådan igen. Herudover er det positivt, at virksomhederne ser en havn som et strategisk sted at udvikle sig ud fra, lyder det fra Bent Rasmussen.
Ny start
Nyheden fra Chr. Hansen markerer på mange måder en ny start for Kalundborg – en havn, der har indkasseret et par gedigne uppercuts i løbet af de seneste år.
Det ambitiøse udvidelsesprojekt, Ny Vesthavn, har siden den officielle indvielse i april 2019 ligget øde hen. Det 200 mio. kroner dyre havneareal med 15 meters vanddybde blev sat ud af spillet, efter at 25 ud af 345 ankerstænger viste sig at være sprunget. Derfor ville der være risiko for, at kajvæggen ville styrte sammen, hvis arealet blev belastet, og anlægget har dermed ikke været i brug, men tværtidmod ligget hen som et spøgelsesanlæg.
Men nu er havnen begyndt at markedsføre arealerne på området Ny Vesthavn,
- Vi er på nuværende tidspunkt i afsluttende forhandlinger om en meget stor del af det nye areal. Nogle af dem, som vi oprindeligt var i dialog med, er sprunget i målet. To af de helt store spillere på forskellige områder af det nye anlæg har dog holdt fast i deres interesse, og det er vi glade for, forklarer Bent Rasmussen.
Stor brand
En anden dramatisk begivenhed, som har martret Kalundborg, var branden på Avista Oils raffinaderi, som hærgede i 2017.
Nu er anlægget genopbygget, og det skal genraffinere 100.000 kubikmeter spildolie til baseolie.
- Opgaven er den samme i dag, blot med den forskel at anlægget nu kan håndtere 100.000 kubikmeter i stedet for de 60.000 ton, som var kapaciteten på det gamle anlæg, forklarer Bent Rasmussen.
Der er investeret 500 mio. kr. i det nye, topmoderne anlæg. Det fungerer derved, at der indsejles store mængder spildolie fra Skandinavien og England, som efter behandling i Kalundborg eksporteres igen som baseolie med skib ud i verden.
- Vi taler om årlige volumener på ca. 150.000 ton, hvilket for alvor er noget, som vi kan mærke på regnskabet her i Kalundborg. Vi må erkende, at det har været et par tynde år for flydende bulk, fordi hele området har ligget stille hen efter branden og under genopbygningen. Det har været sløjt, men nu ser vi fremad, siger Ben Rasmussen.
Kalundborg Havn vil hjælpe industrien tilbage i Danmark
Corona-nedlukningen har givet et chok til industrivirksomheder med sårbare forsyningskæder og produktionslinjer i Asien. Det mærker man hos Kalundborg Havn, hvor man nu sælger arealer til storindustrien, som vil hjem til Danmark