23948sdkhjf

Horsens Havn opgiver storstilet udvidelse

Alle planer om at udvide erhvervshavnen i Horsens ud i fjorden er lagt i graven af byens borgmester, Peter Sørensen (S). 

I et opslag på Facebook slår han fast, at han ikke ser "en forlængelse af erhvervshavnen ud i fjorden som en mulighed", og at det heller ikke er et ønske, han har hørt om fra politisk side.

Ifølge Horsens Folkeblad kommer beslutningen kort tid efter, at havnen varslede planer om at iværksætte en VVM-undersøgelse af mulighederne. Efterfølgende har havnens bestyrelsesformand Claus Kvist Hansen været i dialog med borgmesteren, som altså har afvist, at der er politisk opbakning til at gå videre med projektet. 

- Det var den klare melding fra borgmesteren, og jeg opfatter Peter Sørensen som en ret vægtig repræsentant for ejeren. Ejeren bestemmer showet, og det betyder, at vi har besluttet at indstille alt arbejdet med en VVM-redegørelse. Udvidelsen ud i fjorden er lagt på hylden, ja, den er vel nok lagt i graven, siger Claus Kvist Hansen til Horsens Folkeblad.

Som flere andre af de bynære danske erhvervshavne oplever i disse år, har også Horsens Havn måttet afgive arealer til bymæssig bebyggelse. Samtidig gør stigende godsmængder samt et overordnet ønske om at lette presset på vejnettet og nedbringe det nationale CO2-udslip, at havnene i stedet forsøger at finde alternative muligheder for at skaffe de nødvendige arealer.

Ifølge Søfarts egne oplysninger var Horsens Havn ikke så langt med projektet, at havnen havde lagt sig fast på nogen specifik plan for at udvide. Intentionen var at undersøge mulighederne for en udvidelse, der kunne strække sig op til 900 meter ud i fjorden som en forlængelse af de eksisterende arealer, for så derefter at lave en endelig plan i dialog med byen og dens borgere. 

Nu må havnen tilbage i tænkeboksen. 

- Det ser jeg som vores pligt. Udvidelsen ud af fjorden var kun et af flere mulige scenarier, men nu vender vi lige skråen lidt og vender tilbage, når vi har noget nyt at sige, siger Claus Kvist Hansen til Horsens Folkeblad.

Læs også: Horsens Havn rammer laveste godsmængde i fem år

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095