Fra næste år vil langt større skibe kunne sejle ind i havnen i Thyborøn. Med en ambitiøs udvidelse af Thyborøn Kanal rykker havnen nemlig op i en anden liga.
Havnen har lige fået tilladelse til at udvide Thyborøn Kanal til ti meter. Til sammenligning er der i dag en dybde på mellem 8-9 meters i havnen.
- Arbejdet med at udvide kanalen skal vi forhåbentligt igangsætte næste år. I den forbindelse har vi overvejelser om at udvide havnen mod syd med op mod 170.000 kvm og forhåbentligt får vi også lov til at bygge en kaj i sydhavnen til at servicere hele godsområdet. Det er den vej, vi kigger på udvidelser og nye projekter på havnen.
Ifølge direktøren kommer der til at gå et par år, før havnen er i mål med udvidelsen af ’Thyborøn Kanal’.
- Vi har brugt mange penge på, at alting omkring konsumfiskeriet er bragt "up to date" i løbet af de sidste 5-6 år. Det bassin, som den maritime service ligger i, er renoveret for to år siden. Hele kajen ligger omkring vores industrifiskeri og Triple Nine er blevet renoveret og bragt helt frem i kapacitet i løbet af de seneste to år, siger Jesper Holt Jensen.
- Vi er på plads i den gamle del af havnen. Nu koncentrerer vi os om at udvide og give faciliteter til godsområdet, fortsætter han.
Ét særligt fokus
Thyborøn havn har det helt store fokus på uddybningen af Thyborøn Kanal.
- Vi fokuserer på at få den udvidelse af havnen på plads og at få skabt bedre faciliteter til vores godsområde, siger Jesper Holt Jensen.
Ifølge Jesper Holt Jensen har havnen en "god, solid og stabil økonomi" med en omsætning på mellem 45- 50 mio. kr.
Vi har de sidste mange år haft og forventer også det næste år at have omkring 5-6 mio. kr. på bundlinjen efter afskrivninger og renteudgifter, så vi har faktisk en rigtig solid økonomi, siger Jesper Holt Jensen.
Siden havnen blev en kommunal selvstyrehavn, er der foretaget store investeringer på omkring 450 mio. kr. i havneudviklingen.
- Havnen har en rigtig sund økonomi, så vi heldigvis kan udvikle faciliteter til vores kunder, siger Jesper Holt Jensen.
- I 2020 forventer jeg en omsætning på omkring 47 mio. kr. I 2019 var den 45 mio. kr. Det er godt og stabilt, siger havnedirektøren.
Corona påvirker ikke regnskab
Hvis man spørger Jesper Holt Jensen, har havnen kunne mærke Covid-19-situationen på prisen for konsumfisk.
- Den eneste effekt, som vi har mærket som følge af Covid-19, er priserne på konsumfisk. Prisen faldt i marts, april og maj 2020, men er nu tilbage i et nogenlunde normalt leje, siger Jesper Holt Jensen.
- Vi har haft en almindelig aktivitet på udlejning af arealer og tilretning af arealer. Vi kan ikke se corona-krisen i vores regnskab for 2020 eller i vores aktivitetsniveau, tilføjer Jesper Holt Jensen.
- Det er ikke til at sige, om der kommer en generel afmatning i samfundet, som vil røre ved godsområdet og andre områder. Det har vi til gode at se. Men lige her og nu kan vi ikke se, at vi bliver påvirket økonomisk af corona-krisen, tilføjer havnedirektøren.
10 meters dybde skal bringe Thyborøn Havn i ny liga
Thyborøn Havn vil forøge vanddybden til ti meter som led i en ambitiøs udvidelse