23948sdkhjf

Første industriteknikerlærling fra RASI

Virksomhedsejer Lars Jacobsen startede maskinfabrikken RASI tilbage i 2008, og har altid gerne ville uddanne lærlinge. Men som iværksætter, der både producerer emner, varetager kundekontakt og er materialeindkøber, stod lærlinge ikke øverst på to-do listen.

I 2018 tog han springet og startede ikke kun én, men tre lærlinge op, hvor den ene uddannes som delelærling i samarbejde med MAN Energy Solutions i Frederikshavn.

Svendeprøve
I dag kan Lars ønske Andreas Mygind tillykke med en flot veloverstået 12-tals svendeprøve, som er foregået på Tech College i Aalborg.

Andreas anede ikke, at det var vejen som industritekniker, han ville gå. Det lå i kortene, at han efter folkeskolen skulle videre på gymnasiet. Men under sit efterskoleophold på Hørby Efterskole, som er nabo til RASI Maskinfabrik, fik han kendskab til Lars, som ikke kun nøjedes med at invitere indenfor, men også tilbød Andreas fritidsjob, når efterskoledagen var slut. Her fik Andreas øje på de mange muligheder, der ligger i faget, og han var solgt!

"Som industritekniker skal jeg bruge min kreativitet og kunne tænke ud af boksen og det fede er, at man kan lave alt", fortæller Andreas Mygind, som overvejer at læse videre til produktionsteknolog.

Brug for nye kræfter
RASI Maskinfabrik A/S er partner i den maritime lærlingeordning, der til dagligt huses af MARCOD. Og der er virkelig behov for alle de nye kræfter.

Dansk Metal oplyser, at der i 2019 gik 343 maskinarbejdere/industriteknikere på pension, mens der i samme år kun blev færdiguddannet 286 industriteknikere. Ser man på perioden 2011-2019 gik 5628 maskinarbejdere/industriteknikere på pension, hvor der i samme periode kun blev færdiguddannet 2342 industriteknikere.

De øvrige virksomheder i den martime lærlingeordning tæller desuden Vestkajens Maskinværksted, Hirtshals Yard, Orskov Yard, MAN Energy Solutions, Soft & Teknik, Mariendal Electrics, KM Automatik, Victor, KS Maskinteknik, Alfa Laval, SL Power og SeaMech.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141