23948sdkhjf

Nye tal: Godsomsætningen var bedre end frygtet

Godsomsætningen på landets største erhvervshavne var bedre end frygtet i 2. kvartal 2020, mener Danske Shipping- og Havnevirksomheder

Godsomsætningen på landets største erhvervshavne var bedre end frygtet i 2. kvartal 2020.

Det vurderer Danske Shipping- og Havnevirksomheder på baggrund af nye tal, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort. Tallene dækker corona-nedlukningen i april til juni. Derfor havde Danske Shipping- og Havenvirksomheder frygtet, at de var meget lave. Men tallene har vist sig at overstige forventningerne.

- På grund af nedlukning og coronakrise havde vi frygtet at komme under 20 millioner tons gods på et kvartal for første gang siden 2014, siger Jakob Svane, der er sekretariatschef i brancheforeningen Danske Shipping- og Havnevirksomheder i en pressemeddelse.

- Men at vi holder os på den gode side giver en vis optimisme for branchen og for fremtiden, siger han.

Store fremskridt for byggematerialer

20,2 mio. ton gods blev håndteret af havnevirksomhederne på de større danske erhvervshavne i 2. kvartal 2020. Heraf var 15,2 mio. ton fragtskibsgods, mens 5 mio. ton var færgegods.

- Færgegodset er faldet som forventet, men til gengæld var der store fremskridt for byggematerialerne. Og det matcher jo meget godt med den udvikling vi så under nedlukningen, hvor der var vild gang i byggemarkederne. Det har altså været med til at holde hånden under en stor del af shipping- og havnebranchen, siger Jakob Svane og fortsætter:

- Vi hører, at det generelt begynder at gå fremad derude på kajkanten. Så nu håber vi på, at restriktioner kan minimeres, og at der kan komme mere gang i eksporten igen, herunder at anbefalingerne fra regeringens genstartteams for eksporterhvervene bliver ført ud i livet, siger Jakob Svane.

Danmarks Statistik definition af "større erhvervshavne" er havne med en godsomsætning på mindst en mio. ton gods om året.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125