23948sdkhjf

Ørsted taber trecifret millionbeløb i corona-kvartal

Der er flere forklaringer på Ørsteds underskud. Blandt andet er indtjeningen på driften faldet

Ørsted kommer ud af andet kvartal, der var ramt af coronakrisen, med et tab på 825 mio. kroner.

Det står i stor kontrast til de samme tre måneder sidste år, hvor selskabet, der driver og udvikler vindparker, havde et overskud på 1,1 mia. kroner.

Det fremgår af selskabets regnskab for perioden april, maj og juni.

Faldet skyldes flere ting. Blandt andet er indtjeningen på driften faldet til 3 mia. kroner i kvartalet. Det er 18 pct. mindre end sidste år, hvilket dog var forventet og skyldes, at der sidste år var højere indtægter fra byggeriaktiviteter på den store britiske vindpark Hornsea 1.

Der har også i kvartalet været højere afskrivninger, ligesom de finansielle omkostninger er steget – blandt andet på grund af et tab på 400 mio. på renteswaps, der skal sikre lån mod rentestigninger.

Læs også: Maersk Supply Service og Ørsted tester mobil ladestation til skibe

Derudover er der bogført en udskudt skatteregning på 900 mio. kroner. Uden disse engangsudgifter ville kvartalet have givet et overskud på 400 mio. kroner, vurderes det.

- Til trods for de omfattende sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser af covid-19 har Ørsted formået at fastholde en stabil drift og stærk indtjening, siger topchef Henrik Poulsen.

- Vores hav- og landvindmølleparker har kørt med en rådighed inden for det normale niveau, lyder det.

Jagter stadig ny topchef

I midten af juni blev der smidt lidt af en bombe, da Henrik Poulsen efter otte år i spidsen for Ørsted annoncerede sin afsked. Han bliver dog i direktørstolen frem til senest 31. januar 2021.

Læs også: Ørsted henter ny topchef hos Grundfos

Afgangen har sendt Ørsted på jagt efter en ny topchef, og den proces skrider frem som planlagt, fremgår det af regnskabet.

Ørsted er en af de større virksomheder herhjemme med cirka 6500 ansatte. Tidligere var det et forsyningsselskab ejet af den danske stat, men i 2016 blev det børsnoteret og er i dag en del af det ledende danske aktieindeks, C25.

Siden har det udviklet sig til at være et verdensførende selskab inden for vedvarende energi. Den danske stat er stadig hovedaktionær.

Læs også: Ørsteds topchef siger farvel efter otte år i front

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.143