23948sdkhjf

Kaos i Beirut-havn efter kæmpeeksplosion

CMA CGM savner medarbejder, skibe er ødelagte og ansatte ved Port of Beirut er beordret i husarrest efter enorm eksplosion

Ødelæggelserne er massive, efter at 2750 ton ammoniumnitrat for to dage siden eksploderede i et lager i Libanons største havn, Port of Beirut. 

Dødstallet har passeret 135, der bliver rapporteret om mere end 5000 tilskadekomne, 300.000 har mistet deres hjem, og bygninger er blevet ødelagt i en radius af op til 10 km fra havnen. 

Dronefotos viser, at hvor der før lå en lagerbygning, har Middelhavets tyrkisblå hav nu indfundet sig i det krater, som eksplosionen har efterladt. Den enorme eksplosion er også gået hårdt ud over flere af de skibe, der lå i havnen.

Et af dem er det 120 meter lange krydstogtskib 'Orient Queen', der er ejet af en libanesisk forretningsmand og har sejlet på det libanesiske hjemmemarked i den østlige den af Middelhavet og Ægæerhavet. Det har har i nogen ligget stille, da Libanons middelklasse er skrumpet betragteligt igennem de seneste år, og på de første billeder efter eksplosionen havde det en kraftig slagside. Nu ligger det kæntret langs kajen, og der meldes om to omkomne besætningsmedlemmer. 

Ifølge Maritime Bulletin er AIS'en desuden gået ud på de to general cargo-skibe 'Mero Star' (4110 t.dv.) og 'Raouf H' (6343 t.dv.) samt husdyrbæreren 'Jouri' på 4033 bruttoton.

Containerrederi mangler ansat

CMA CGM, der sammen med MSC er de to primære containerrederier til at kalde Beirut, har 261 ansatte i den libanesiske hovedstad. Hovedkontoret ligger få hundrede meter fra eksplosionen, og i en pressemeddelese oplyser rederiet, at der indtil videre er opgjort to svært tilskadekomne og "mange" lettere tilskadekomne blandt medarbejderne. Dertil kommer en havnearbejder, der endnu ikke er fundet.

Det franske containerrederi havde også det 11.400 teu store 'CMA CGM Lyra' liggende i Beiruts containerhavn, omtrent 1,5 km fra eksplosionen. Skibet slap dog uden skader, og det samme gjorde skibets besætning. 

Sammen med datterselskabet Ceva Logistics har CMA CGM tilbudt sin assistance med at sikre forsyninger til Beirut. Landets seks mio. indbyggere er afhængige af fødevareimport, eftersom landets egen produktion af korn er utilstrækkelig. Den store silo, der står nær ekplosionens centrum, havde en kapacitet på 120.000 ton korn, men er nu ødelagt. De libanesiske myndigheder nedtoner risikoen for en fødevarekrise, eftersom siloen i Beirut alligevel kun indeholdt 15.000 ton korn før eksplosionen, og med nye forsyninger på vej er der korn nok til de næste seks uger. 

Havnearbejdere i arrest

Imens libaneserne kæmper for at få overblik over katastrofens omfang, peger årsagen til eksplosionen i stigende grad i retning af, at de 2750 ton ammoniumnitrat er lasten fra et skib, der blev konfiskeret tilbage i 2014.

Ifølge BBC var direktøren for Port of Beirut klar over, at der var tale om en farlig last, da den blev flyttet fra skibet, men ikke at den var så farlig. Både havnen og den libanesiske toldmyndighed bad flere gange om tilladelse til at sælge eller eksportere lasten.

Nu er der beordret husarrest til alle ansatte i havnen, "der har haft at gøre med opmagasineringen af ammoniumnitrat, sikret det og håndteret papirarbejdet" siden juni 2014, lyder det ifølge BBC fra den libanesiske informationsminister Manal Abdel Samad. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234