23948sdkhjf

To af tre nye skibe på plads i Aarhus i nyt nordatlantisk samarbejde

Havnedirektør: Det er et stort skridt for Aarhus Havn, og jeg håber, at det vil opleves som et rigtigt skridt for hele Grønland

I juni anløb det grønlandske rederi Royal Arctic Line for første gang nogensinde havnen i Aarhus i fast rutefart. Ca. 2 uger senere anløb Eimskip i Aarhus for første gang med deres splinternye containerskib ’Dettifoss’.

Begge anløb er et udtryk for, at de to rederier dels vil gøre det lettere at handle med Grønland og dels vil samarbejde om at dække og servicere hele det Nordatlantiske marked.

Det skriver Aarhus Havn i en pressemeddelelse. 

Det nye samarbejde er blevet muliggjort af, at Royal Arctic Line har indgået en samsejlingsaftale med det islandske rederi Eimskip, der i forvejen har flere ruter til Aarhus. De to rederier har sammen investeret i tre splinternye containerskibe, der skal sejle i fast ugentlig rutefart i det skandinaviske og nordatlantiske område.

Havnedirektør Thomas Haber Borch peger på, at det nye samarbejde med ét forbinder Grønland til det meste af verdensmarkedet på grund af Aarhus Havns finmaskede rutenet. Eksporten fra Grønland tilgodeses ved at have langt flere valgmuligheder via Aarhus for de produkter, der kan gå direkte ud med de mange forbindelser, som Aarhus Havn tilbyder.

Desuden er der gode myndighedsfaciliteter til behandling af gods til reeksport og transit i Aarhus, og det skaber muligheder for mere direkte eksport fra Grønland.

Beliggenhed og kørselslogistik

- Vi har glædet os til at byde Royal Arctic Line velkommen til Aarhus. Og vi vil bestræbe os på, at rederiet får en positiv oplevelse af være kunde i en af Europas mest effektive containerhavne, hvor vi vil servicere dem med nogle af verdens største containerkraner. Det er et stort skridt for Aarhus Havn, og jeg håber, at det vil opleves som et rigtigt skridt for hele Grønland, siger Thomas Haber Borch.

Udover at Aarhus havn har mange skibsforbindelser ud i verden, har Royal Arctic Line lagt vægt på, at Aarhus´ beliggenhed vil sikre en mere optimal kørselslogistik samt forbedrede pakhus- og lagerforhold, som kan reducere omkostningerne.

Grønland har historisk været bundet af meget lange aftaler om anløb i én og samme havn. Med det nye setup er der mulighed for en mere fleksibel tilgang til leverandører og operatører og dermed øget konkurrence.

- Hos Aarhus Havn har vi ikke behov for eksklusivitet.  Vi har det fint med at gøre os fortjent til at være den udvalgte havn og har derfor intet behov for at fungere som ny basishavn for grønlandstrafikken, fastslår Thomas Haber Borch.

Udover ’Dettifoss’ skal Eimskip også bruge det endnu ikke leverede søsterskib ’Bruarfoss’ i samsejlingen. Royal Arctic Lines bidrag er nybygningen ’Tukuma Arctica’, som også et er søsterskib til de to nye Eimskip-skibe.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109