23948sdkhjf

Maersk Training forventer hårdt år efter nyt underskud

Det var lige begyndt at se bedre ud, men nu er endnu et år med underskud er igang, vurderer Maersk Training

For Mærsks uddannelsesvirksomhed Maersk Training var markedet lige begyndt at se en andelse bedre ud, efter at virksomheden har døjet med konstant underskud på bundlinjen siden det bratte fald i olieprisen tilbage i 2015. 

Offshore-sektoren har dog historisk set udgjort en stor del af kundegruppen for Maersk Trainings kurser og uddannelser, og nu kommer corona-krisen og den seneste oliepriskrig til at smide nyt grus i maskineriet, fremgår det af den dugfriske årsrapport for 2019.

- Markedet ser ud til at være ekstremt udfordrende med corona-virus' påvirkning af hele verden samtidig med, at det globale marked oplever endnu en ny periode med historisk lave oliepriser, som fører til et forventet resultat i 2020 under 2019-niveau, skriver Maersk Training i regnskabet. 

I 2019 formåede Maersk Training at øge omsætningen en anelse til 65,9 mio. kroner fra 64,1 mio. kroner i 2018. Øgede personaleomkostninger var dog med til at trække resultatet i den forkerte retning, så det endte i et underskud på 11,2 mio. kroner, hvor året forinden gav et underskud på 8,8 mio. kroner. 

Det fremgår af årsrapporten, at 2019 var det første år siden 2015, hvor olie- og gasmarkedet oplevede en egentlig fremgang. Olieselskaberne sagde god for flere efterforskningsprogrammer, men mange af dem var dog af relativt kort varighed med bare en enkelt brønd eller to. Det smittede positivt af på udnyttelsesgraden af borerigge, men ikke så meget, at det for alvor smittede af på raterne. 

Imens holdt marinemarkedet set fra Maersk Trainings perspektiv sig overordnet på niveau, hvorimod offshore vind fortsatte med at vækste. 

- 2019-resultatet svarer til forventningerne i markedet, men et negativt resultat bliver ikke anset som en tilfredsstillende præstation, skriver Maersk Training. 

I forhold til fremtidsudsigterne lægger virksomheden op til, at der skal ske forandringer for at tilpasse sig markedet. 

- Forventningerne til 2020 er svære at forudsige, men Maersk Training vil reagere prompte på betingelserne og gennemføre tiltag, der skal begrænse den forretningsmæssige risiko, for at imødekomme situationen og komme ud af krisen med en styrket markedsposition, skriver Maersk Training uden at gå yderligere i detaljer. 

Læs også: Maersk Training ser potentiale i VR-briller

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156