23948sdkhjf

Generationsskiftet er på plads i USTC

Fremtiden for Torben Østergaard-Nielsens globale shippingkoncern United Shipping & Trading Company (USTC) med base i Middelfart er nu cementeret

Næste generation i den familieejede virksomhed United Shipping and Trading Company (USTC), døtrene Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard Nielsen, er trådt ind i ejerkredsen via moderselskabet Selfinvest og vil fremover tage endnu mere del i det aktive ejerskab af den verdensomspændende koncern med aktiviteter inden for både olie, rederi, shipping, transport & logistik samt IT, biler og investeringsselskab. 

Det oplyser USTC i en pressemeddelelse.

Den økonomiske gennemførelse af det første led i generationsskiftet er en del af den plan, familien lagde tilbage i 2017, hvor beslutningen om at bevare ejerskabet af USTC-koncernen på familiens hænder blev taget. 

- Man kan sige, at den vigtigste beslutning traf vi tilbage i 2017, hvor Nina og Mia meldte klart ud, at de ønsker at blive en væsentlig del af koncernens fremtid. Siden da har vi arbejdet målbevidst efter fastlagte planer, både for deres udvikling i og uden for koncernen samt for den formelle del omkring et generationsskifte, fortæller Torben Østergaard-Nielsen. 

Vil ikke trappe ned

Via koncernens moderselskab Selfinvest fordeler ejerskabet sig fremover med en tredjedel til Torben Østergaard-Nielsen og en tredjedel til hver af de to døtre. Det er stadig Torben Østergaard-Nielsen selv, der står i spidsen for koncernen og har de bestemmende A-aktier. 

- Jeg har fortsat ingen planer om hverken at trappe ned eller gå på pension. Men det giver ro at få dette vigtige skridt på plads, ikke kun for os som ejerfamilie, men også for vores medarbejdere og øvrige stakeholders verden over, siger Torben Østergaard-Nielsen og fortsætter: 

- Det er først og fremmest glædeligt, at koncernen har den finansielle styrke til at gennemføre et generationsskifte, da det jo er en betydelig omkostning. Og nu hvor det er på plads, kan der igen fokuseres fuldt ud på koncernens generelle vækst- og udviklingsplaner.

Næste generation 

Næste generation i den familieejede virksomhed kommer med et indgående kendskab til koncernen. 

Nina Østergaard Borris har de seneste seks år arbejdet som executive assistant og ansvarlig for opkøb og fusioner i USTC- koncernens største forretningsenhed Bunker Holding. I januar 2020 trådte hun op i direktionen i USTC som COO med ansvaret for forretningsoptimering og -udvikling af koncernens driftsselskaber i tæt samspil med selskabernes direktioner samt Torben Østergaard-Nielsen. Sideløbende har hun bestyrelsesposter i både USTC, Uni-Tankers og SDK, ligesom hun er en del af ejerrådet i Selfinvest Family Office sammen med både sin far og søster. 

- Det er selvfølgelig med en stor portion ydmyghed, vi nu træder ind i ejerskabet med henblik på at videreføre alt det, der er bygget op, og som vi kender så godt, siger Nina Østergaard Borris. 

Arveafgift presser likviditeten

Torben Østergaard-Nielsens yngste datter Mia fortsætter sin udvikling uden for USTC i tråd med de fastlagte planer og er netop blevet forfremmet til Associate hos headhunterfirmaet Spencer Stuart. Hun tager også aktivt del i USTC-koncernen, hvor hun sidder i bestyrelsen for Bunker Holding samt er en del af ejerrådet. 

- Vi er på alle måder flasket op med koncernen og er bevidste om det ansvar, der ligger i på sigt at tage over og fortsætte det aktive ejerskab, siger Mia Østergaard Nielsen

Torben Østergaard-Nielsen fortæller til Børsen, at generationsskiftet egentlig ikke skullel være gennemført allerede nu. Udsigten til, at arveafgiften fra indgangen til 2020 ville blive forhøjet fra seks pct. til 15 pct. af virksomhedens værdi, fik ham dog til at fremrykke planerne, og det lykkedes at melde generationsskiftet i tide.

Arveafgiften skal betales kontant. Torben Østergaard-Nielsen vil ikke oplyse, præcis hvor meget der skulle lægges, men der er tale om et tre-cifret millionbeløb.

- Vi har likviditet til det, men så kunne vi heller ikke klare mere, siger han til Børsen. 

Læs også: USTC udvider direktionen med ejerens datter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203