23948sdkhjf

Sådan rammer corona-krisen Esbjerg Havn

Der var engang, hvor de 160 havnearbejdere hver morgen mødte ind i mønstringshuset for at se hvilke opgaver, dagen ville byde på. Sådan har det været på havnen i årtier, men sådan er det ikke længere.

Som så mange andre steder har covid-19-pandemien også rusket op i de daglige rutiner i Esbjerg Havn. I dag er det kun repræsentanter for havnearbejderne, der møder i mønstringshuset. Der er rutiner for, hvilke kranførere der kører sammen rundt på havnen, og det samme gælder de forskellige virksomheders stevedorer, som er en uundværlig del af havnens bemanding.

- Vi tager ingen unødig risiko. Det gør ikke så meget, at kontorpersonalet arbejder hjemmefra, men dem, der skal ud og laste og losse et skib, dem har vi brug for hver dag, siger Dennis Jul Pedersen, direktør i Esbjerg Havn.

Han vurderer, at godsomsætningen som helhed er gået ned med omkring 15 pct. på grund af coronakrisen.

- Nogle godstyper er næsten stoppet helt op, som for eksempel biler. Men samlet set omkring 15 pct., og det samme ser vi jo så også for skibsanløb, siger Dennis Jul Pedersen.

Imens bilproduktionen så småt er ved at komme i gang igen på bilfabrikkerne i Europa, lader effekten af coronakrisen til at kunne trække dybere spor efter sig i en anden af Esbjerg Havns kernekompetencer. Den lave oliepris har gjort flere af de store olieselskabers boringer urentable, og der har været udmeldinger om, at de olie- og gasrelaterede aktiviteter i Nordsøen vil blive reduceret. I branchen går bekymringerne for tiden på, om det fald i efterspørgslen, som nedlukningerne i mange lande har ført til, viser sig at vare ved på den anden side af nedlukningerne.

- Jeg tror desværre ikke, at vi har set alle effekterne af coronakrisen for olie- og gassektoren endnu. Jeg tror, at de bliver langvarige, siger Dennis Jul Pedersen.

Helt konkret kan krisen ses på de omtrent 500 meter kaj, som Esbjerg Havn i marts stillede til rådighed til oplægning af skibe - og som nu er så godt som opbrugte. Derudover forventer Dennis Pedersen at se krisen i form af, at der vil komme en rig eller to mere i oplag foruden de to rigge, der allerede før coronaudbruddet lå stille i Esbjerg Havn. Mange af havnens areallejere lever også af at servicere olie- og gasindustrien, og derfor var havnen også tidligt ude med økonomiske håndsrækninger, der bidrager til at hjælpe offshorevirksomhederne igennem krisen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093