23948sdkhjf

Landsret afviser erstatning på 800 millioner i OW Bunker-sagen

En retssag med krav om erstatning på 800 millioner kroner efter OW Bunkers kollaps er tirsdag blevet afvist af Østre Landsret.

Kurator får nej til at føre sagen, der var rettet mod blandt andet kapitalfonden Altor.

Årsagen er, at der allerede er anlagt en anden erstatningssag med krav om 200 millioner kroner.

Landsretten siger, at konkursboerne burde have medtaget alle krav i én sag.

Der er "ikke godtgjort en anerkendelsesværdig interesse i at anlægge en ny sag", fremgår det af en pressemeddelelse om dommen.

OW Bunker var en koncern, der handlede med brændstof til skibsfarten verden over. Selskabet var på overfladen en usædvanlig succes, og 20.000 private købte aktier efter børsnoteringen i marts 2014. Efter blot otte måneder gik selskabet konkurs.

Forløbet har ført til flere erstatningssager. Den, der er truffet afgørelse i tirsdag, er anlagt af konkursboerne i OW Bunker & Trading og OW Supply & Trading mod kapitalfonden Altor, to partnere i fonden samt revisionsselskabet Deloitte.

I første omgang - i 2016 - blev der anlagt en sag med krav om erstatning på 200 millioner kroner.

Senere fik kurator Søren Halling-Overgaard en stor hjælpende hånd fra det amerikanske selskab Lion Point Master Fund til at finansiere en ny sag om yderligere 800 millioner kroner.

Men her siger landsretten tirsdag altså stop. Ifølge almindelige principper skal en sagsøger medtage alle krav under én sag. Det handler om blandt andet hensyn til procesøkonomi og effektivitet. Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige de almindelige principper, fastslår de tre landsdommere.

Kuratoren har hævdet, at der er ikke er tale om, at samme retssag er blevet rejst to gange. De to sager skulle føres med fælles bilag og med samme beviser, og der var ikke risiko for, at der ville blive afsagt to uforenelige afgørelser.

Den ekstra sag om 800 millioner kroner svarer til, at der under en retssags forberedelse sker en forhøjelse af påstanden, har advokat Søren Halling-Overgaard argumenteret.

Kravet om erstatning skyldes dels datterselskabet Dynamic Oil Tradings store tab på at give kreditter til en storkunde. I den forbindelse er tidligere direktør Lars Møller blevet idømt fængsel i fem år for mandatsvig. Og dels på koncernens omfattende spekulation og handel med såkaldte oliederivater.

Det var kapitalfonden Altor, der ejede OW Bunker før børsnoteringen i 2014. Få måneder før trak kapitalfonden ved udlodning mere end en halv milliard kroner ud af OW Bunker til et selskab i Luxembourg. Skat mener, at der burde have været betalt udbytteskat på næsten 140 millioner kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125