23948sdkhjf

Korsør Havn vil flytte nord for Storebæltsbroen

Ønsket om at etablere en helt ny erhvervshavn bliver mødt med krav om mere konkrete planer

En helt ny erhvervshavn med direkte adgang til både T-ruten igennem Storebælt, jernbanenettet og motorvejen er, hvad bestyrelse og direktion i Korsør Havn drømmer om for tiden. 

Det skriver Sjællandske Næstved på baggrund af et brev, som Korsør Havns bestyrelsesformand Hans Henrik Christiansen og havnedirektør Jimmi Jørgensen har sendt til borgmester John Dyrby Paulsen og kommunaldirektøren i Korsør Kommune.

Hvis ønsket skal gå i opfyldelse, skal det ske på arealer umiddelbart nord for betalingsanlægget til Storebæltsbroen, hvor der i givet fald skal fyldes jord i bæltet. Så vil man til gengæld også få en ny erhvervshavn med optimal placering, lyder det fra havnen, hvor John Dyrby Paulsen i øvrigt er med i bestyrelsen. Det er dog en bekosteligt affære, og derfor vil borgmesteren se nogle mere konkrete planer for blandt andet økonomien og miljøvurderinger, før han lader byrådet tage stilling til noget. Han har dog bedt havnen om at arbejde videre med planerne. 

Havnedirektør Jimmi Jørgensen er optimistisk, når det kommer til mulighederne for at skaffe investorer til projektet. 

- Eksempelvis ATP-fonden har netop investeret massivt i nye havneanlæg ved Fredericia, og der er flere andre eksempler. Generelt ses havneinvesteringer som gode med sikre overskudsgivende afkast efter nogle år, siger Jimmi Jørgensen til Sjællandske og henviser til, at havneudvidelser i Kalundborg og Vordingborg både har skabt nye kunder og øget omsætning. 

Den eksisterende erhvervshavn i Korsør deler skæbne med flere andre danske erhvervshavne, hvor en placering centralt i byen umuliggør mulighederne for at udvide og stiller krav, der begrænser havnens operative muligheder. I Korsør gælder det for eksempel en kommende lokalplan, der kan betyde, at skrotvirksomheden HJM ikke længere kan drives på havnen. 

Læs også: Korsør Havn kommer skrotfirma til undsætning

Selvom der skulle vise sig at være interesse blandt investorer for at skyde penge i en helt ny erhvervshavn, er sagens udfald dog langt fra givet. Jorden ud til Storebælt nord for motorvejen tilhører Kruuseminde Gods, og naturen i området er erklæret bevaringsværdig i en grad, så godsejer Bjarne Hansen tidligere har fået afslag på at opføre en husstandsmølle. 

- Det lyder som en komplet vanvittig og grotesk plan, siger han til Sjællandske om Korsør Havns planer.

Læs også: Godsmængden falder i danske havne

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062