23948sdkhjf

Direktør for Hirtshals Yard: "Halvdelen af vores ordrebog er forsvundet"

Hirtshals Yard er hårdt ramt af coronaviruspandemien. Værftet har indtil videre fået annulleret halvdelen af deres ordrebog, hvilket bekymrer værftets adm. direktør

Situationen er alvorlig hos Hirtshals Yard, der på få dage har mistet et stort antal ordrer på grund af coronaviruspandemien og dens konsekvenser for søfartsindustrien.

- Halvdelen af vores ordrebog er forsvundet, siger Rasmus Brohus, der er adm. direktør i Hirtshals Yard.

Hirsthals Yard reparerer og servicerer fiskebåde, små og mellemstore hjælpefartøjer, samt slæbebåde inden for offshore og har også specialiseret sig i dokninger. Men lige i øjeblikket er forretningen sat på pause.

- Vi kan lige så godt være ærlige og sige, at vi ikke kan opretholde en ordrebog, som det ser ud lige nu. Det er selvfølgelig klart, for man risikerer jo ikke at lægge et skib ind på et værft, hvor det risikerer at strande, siger værftets direktør.

- Det er som at gå fra 180 km/t til 0 km/t, siger han.

Hirtshals Yard har normalt mange kunder fra Norge, England og Sverige, der blandt andet skal have repareret eller serviceret deres både.

- Det er alvorligt. Vores kunder har jo selvfølgelig ikke lyst til eller mulighed for at sende deres skibe på værft i sådan en situation, hvor landegrænser lukker, og der er store problemer med at få forsyninger og eksperter og underleverandører ind, siger Rasmus Brohus og tilføjer:

- Der vil blive en periode med lidt at lave. Det er helt sikkert.

En stor udfordring
Værftet har endnu ikke haft store problemer med at opretholde forsyningskæden. Men det kan let ændre sig, mener Rasmus Brohus.

- Der begynder så småt at vise tegn på, at der også kan blive svært at få materialer til opgaverne hjem. Vi får rigtig meget fra udlandet. Og selvom grænserne er åbne for varer, er det ikke, som det plejer. Der er forsinkelser, som får betydning for projekterne, siger han.

Det største problem for Hirtshals Yard er ifølge direktøren, at de udenlandske eksperter i eksempelvis Norge, som virksomheden samarbejder med, er strandet derhjemme enten i karantæne eller på grund af indrejseproblemer.

- Inden de folk, vi har i Norge nu, kommer ud af deres karantæner, går der jo tid. Det blokerer jo fremdriften i produktionen.

Kan ikke opsøge nye opgaver
En anden stor udfordring for værftet er, at de har svært ved at opsøge nye ordrer.

- Vi kan ikke komme ud og besøge kunderne og kigge på mulige opgaver. Salgsmæssigt går det jo helt i stå i en periode. Vi står i en standby-situation lige nu. Forhåbentligt varer den ikke ret længe, siger Rasmus Brohus.

Samtidig bliver værftets udenlandske arbejdskraft forsinket af grænselukningen i Danmark, siger direktøren.

Afventer situationen
Rasmus Brohus har ikke sendt nogle medarbejdere hjem på en midlertidig ordning,
hvorefter værftet så ville kunne få kompensation fra staten, endnu. 

- Det har vi ikke gjort endnu, fordi vi har ikke det fulde overblik, siger han og tilføjer:

- Vores hensigt er at holde på folk både gennem frivillig afspadsering, ferie og hvad, der ellers kan komme i spil. Og så håber vi, at vi kan få nogle støttekroner fra hjælpepakkerne.

Værftet har stort fokus på den hjælp, regeringen og arbejdsmarkedets parter vil give erhvervslivet.

- For der er ingen tvivl om, at det her kommer til at koste frygteligt mange penge, konstaterer Rasmus Brohus.

Der arbejdes ifølge værftsdirektøren "i døgndrift" på at finde en holdbar løsning, så konsekvenserne ikke bliver for store for Hirtshals Yard.

- Vores klare hensigt er at holde på vores stab og arbejdspladser, indtil krisen er ovre, så vi ikke risikerer at miste virksomheden, siger Rasmus Brohus.

Og direktøren ser med stor alvor på udviklingen og følger den nøje.

- Hvis ikke jeg var bekymret, så tror jeg, at jeg ville jeg være uansvarlig. Men vi har også en god opbakning fra vores ejerkreds, således at vi gerne skulle kunne komme ud på den anden side, siger Rasmus Brohus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094