23948sdkhjf

USA sætter stopper for alle rejser fra Europa i 30 dage

Alle rejser fra Europa til USA bliver indstillet i 30 dage på grund af coronavirus, meddeler USA's præsident

USA's præsident, Donald Trump, forbyder nu alle rejser fra Europa til USA i 30 dage for at forhindre spredning af coronavirus.

Det meddeler præsidenten i en tale til nationen natten til torsdag dansk tid.

- For at forhindre nye smittetilfælde i at nå os vil vi indstille alle rejser fra Europa til USA de næste 30 dage, siger Donald Trump i talen, der bliver sendt direkte.

Forbuddet gælder for personer, der har været i et af de 26 lande i Schengen-området de sidste 14 dage før indrejse til USA.

De 26 Schengen-lande er Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Malta, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Tiltaget vil træde i kraft fra fredag ved midnat lokal tid.

- Jeg vil ikke tøve med at tage de nødvendige skridt for at beskytte amerikaneres liv, siger Trump.

Han uddyber ifølge CNN, at amerikanere, der "har været igennem passende screeninger", er undtaget.

Fungerende minister for indenlandsk sikkerhed Chad Wolf uddyber ifølge nyhedsbureauet Reuters, at regeringen inden for 48 timer vil udsende en meddelelse, der gør det klart, at amerikanske rejsende fra Schengen-området skal igennem særlige lufthavne med udvidet screening.

Ifølge nyhedsbureauet AFP skabte Trump kortvarigt røre, da han sagde, at "den enorme mængde handel og fragt" fra Europa også ville blive ramt.

Det fik siden amerikanske embedsmænd til at gøre det klart, at tiltagene kun gælder mennesker – ikke varer.

Trump langer i talen ud efter Europas indsats for at inddæmme smitten. Han mener, at der ikke er blevet gjort tilstrækkeligt.

- Den Europæiske Union har fejlet i forhold til at tage de samme sikkerhedsforanstaltninger og indskrænke rejser fra Kina og andre særligt ramte områder. Som et resultat heraf er der kommet et stort antal nye klynger i USA, der er forårsaget af rejsende fra Europa, siger Trump.

I USA har antallet af virussmittede bevæget sig over 1200, mens mindst 37 er døde af virusset.

- Vi samler den føderale regerings fulde magt og den private sektor for at beskytte det amerikanske folk. Dette er den mest aggressive og udførlige indsats for at konfrontere et fremmed virus i moderne historie, siger Trump ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen ventes at ramme luftfarten hårdt, da ruterne over Atlanterhavet er de mest profitable i verden.

I talen annoncerer Trump også en række økonomiske tiltag for at hjælpe det amerikanske erhvervsliv. Også arbejdere, der er syge, må i karantæne eller ønsker at passe på syge, vil kunne få hjælp, lyder det.

Donald Trump, der i november forsøger at blive genvalgt, har tidligere mødt kritik for sin umiddelbare reaktion på virusset, da han indledningsvis nedtonede situationens alvor.

Læs også: 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156