23948sdkhjf

Nye oplysninger fra USA: Alvorlige sikkerhedsbrister opdaget før brand på Scandinavian Star

Med et kamera dokumenterede en amerikansk journalist så sent som året før katastrofebranden på færgen ’Scandinavian Star’ i 1990, at der var alvorlige sikkerhedsproblemer på skibet, mens det sejlede som krydstogtskib i Caribien. 

Det kommer frem i første episode af tv-dokumentarserien Scandinavian Star, som fra søndag kan ses på streamingtjenesten DRTV, og som sendes på DR1 mandag aften. 

De nye oplysninger viser, at alle advarselslamper allerede blinkede, før ’Scandinavian Star’ blev sat i rute mellem Frederikshavn og Oslo.

Det skriver Politiken søndag. 

Journalisten Matt Meagher fra det amerikanske tv-program ”Inside Edition” filmede i 1989 som passager med et kamera, da ’Scandinavian Star’ skulle på krydstogt til Bahamas. Med sig havde journalisten en sikkerhedsekspert, og da programmet blev sendt, blev videooptagelserne af skibet vist frem, mens Matt Meagher forklarede: 

- Vi kunne ikke finde røgalarmer eller sprinklere i store dele af skibet.

Han fortalte i ’Inside Edition’, at sikkerhedseksperten forklarede, at “i tilfælde af en brand ville folk på de nederste dæk ikke være i stand til at finde vej ud af skibet, fordi nødudgangsskiltene befandt sig i loftsniveau og typisk ville blive dækket af røg”.

Der var ikke krav om sprinklere overalt på et skib af ’Scandinavian Star’s type, men det blev betragtet som en vigtig sikkerhedsforanstaltning. 

Som Matt Meagher i dag siger til tv-dokumentarserien ’Scandinavian Star’:

“Der var ingen tvivl i vores sind, og det blev afspejlet i vores historie. Hvis der opstod en brand på dette skib eller enhver anden type katastrofe, kunne det være dødeligt”.

Året efter – natten til 7. april 1990 – brændte ’Scandinavian Star’. Det skete, kun én uge efter at den danske forretningsmand Henrik Johansen overtog skibet fra det amerikanske selskab Sea Escape og satte det i rute mellem Frederikshavn og Oslo. I alt omkom 159 som følge af den påsatte brand, og Skandinaviens største mordgåde i nyere tid er stadig uopklaret.

Første del af DR’s dokumentar kan ses her. 

Læs mere: Norge bekræfter: Forsikringssvindel bag 'Scandinavian Star' er aldrig blevet efterforsket

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.054