23948sdkhjf

USTC udvider direktionen med ejerens datter

Torben Østergaard-Nielsens globale shippingkoncern United Shipping & Trading Company (USTC) udvider direktionen med topchefens datter, Nina Østergaard Borris.

Det oplyser USTC i en pressemeddelelse.

Nina Østergaard Borris har de seneste seks år arbejdet som executive assistant og ansvarlig for opkøb og sammenlægninger i USTC-koncernens største forretningsenhed Bunker Holding. Her har fokus været på forretningsoptimering, strategi og M&A. 

Sideløbende med sin ansættelse hos Bunker Holding har Nina fungeret som bestyrelsesmedlem i søsterselskaberne SDK (shipping- og logistikvirksomhed) og Uni-Tankers (rederi) samt moderselskabet USTC. Disse bestyrelsesposter fortsætter uændret. 

Med skiftet pr. 1. januar 2020 fra Bunker Holding til moderselskabet USTC får Nina fremover ansvaret for forretningsoptimering og -udvikling af koncernens driftsselskaber i tæt samspil med selskabernes direktioner samt Torben Østergaard-Nielsen. 

- Der ligger et stort potentiale i de kommercielle synergier på tværs af vores selskaber. Det vil derfor have min primære fokus, og hertil kommer at sikre vækst og udvikling af USTC-selskaberne i tråd med vores værdier som ejerfamilie, siger Nina Østergaard Borris i pressemeddelelsen.

Via familiens eget selskab – Selfinvest Family Office – blev der i 2017 truffet beslutning om at bevare ejerskabet af koncernen på familiens hænder og styrke det aktive ejerskab, som udmøntes gennem familiekontoret. Der er siden da arbejdet målbevidst efter fastlagte udviklingsplaner for ejerfamiliens medlemmer bestående af Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre, Mia Østergaard Nielsen og Nina Østergaard Borris. 

- At Nina nu træder op som COO i USTC er det naturlige næste skridt i henhold til den plan, der er lagt, og jeg ser meget frem til den gevinst, det bliver, med Nina som et vigtigt bindeled i det fremtidige samarbejde mellem USTC-selskaberne, Selfinvest Family Office og jeg selv, siger Torben Østergaard-Nielsen. 

Bunker Holding i den seneste tid været genstand for opmærksomhed som følge af, at datterselskabet Dan-Bunkering har handlet med brændstof, som angiveligt er endt i russiske kampfly i Syrien. Bunker Holdings CEO Keld R. Demant er blandt de sigtede i sagen. 

Læs mere: Topchef mistænkt i Dan-Bunkering-sag

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.133