Efter at Fritz Ganzhorn sidste år blev fyret som direktør for Søfartens Ledere efter 19 år på posten, har han nu stiftet en ny virksomhed.
Navnet er Maritime Advice & People, og i virksomheden tilbyder Fritz Ganzhorn foruden rådgivning også repræsentation, coaching og udvikling af både organisationer og mennesker.
- Jeg ser frem til at arbejde for både maritime virksomheder og organisationer med det, jeg stort set omtaler som repræsentation. Vi hjælper vores kunder med både tilstedeværelse i Danmark såvel som indflydelse og viden om den maritime industri i Danmark – alt efter kundens behov, siger Fritz Ganzhorn i en pressemeddelelse.
Målet med Maritime Advice & People er at tilknytte flere profiler, så virksomheden kan tage form af et netværk af rådgivere. Selv ser Fritz Ganzhorn frem til at gøre brug af sin certificering som coach.
- Min vision for coaching er at hjælpe, udvikle og styrke lederskabet for både skibsførere og officerer i skibene såvel som de mange maritime ledere og specialister i rederier og andre maritime organisationer på land, siger Fritz Ganzhorn i meddelelsen.
Som Søfart tidligere har skrevet, blev Fritz Ganzhorn fyret fra Søfartens Ledere efter sammenlægningen med organisationen Lederne. Bestyrelsesformand Bjarne Cæsar Jensen meddelte i den forbindelse, at Ganzhorns opgave var løst.
Læs mere: Ganzhorns hjerte banker for de søfarende