23948sdkhjf

Sådan vil rederierne skaffe flere kvinder til søs

Danske Rederiers taskforce for flere kvinder til søs har lanceret ti anbefalinger til rederierne
Sig nej til chikane og mobning, Håndter konflikter ordentligt og gå forrest i ledelsen. Det er tre af de i alt 10 konkrete anbefalinger, som ”Taskforcen for flere kvinder til søs” lancerer torsdag, skriver Danske Rederier i en pressemeddelelse.

Målet med anbefalingerne er at skaffe flere kvinder til søs, men også sørge for, at kvinderne bliver i branchen.

Det Blå Danmark mangler nemlig hænder, og det gælder især kvinder. Kun 6 pct. af de danske søfarende er således kvinder, og hvis færgerne udelades, er det kun 3 pct.

Det betyder ifølge Danske Rederier, at hvis ikke rederierne går målrettet til værks i forhold til at få fat i kvinderne, går sektoren glip af halvdelen af talentmassen.

Læs også: Lidt flere kvinder ind på de maritime uddannelser

Taskforcen har derfor identificeret de tre primære barrierer, kvinder møder når de stævner ud mod en karriere til søs: ” Kultur, karriere, og konflikthåndtering”. Derfra har taskforcen formuleret 10 meget konkrete råd med dertilhørende værktøjer og en tjekliste.

- Vi håber, at rederierne vil tage det her værktøj til sig og bruge det i den daglige kamp for at tiltrække og fastholde kvinder, siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.

Rederiernes brancheforening understreger i den forbindelse, at rederiernes konkurrenceevne afhænger af adgangen til talent. Derfor er det vigtigt at kunne rekruttere og fastholde medarbejdere fra den bredest mulige pulje af kvalificerede personer.

Taskforcen for flere kvinder til søs blev nedsat i foråret 2019 og består af repræsentanter fra Danske Rederiers medlemsvirksomheder, de faglige organisationer, lovgivere samt maritime uddannelsesinstitutioner og en række rollemodeller.

Læs også: Det Blå Danmark sætter fokus på "Girl Power"

FAKTA: Taskforcens 10 anbefalinger

1. Opstil konkrete mål

2. Gå forrest i ledelsen

3 Støt kvinderne

4. Ryd op i sprog og fordomme

5. Synliggør karrieremuligheder

6. Gentænk rekrutteringsprocessen

7. Brug rollemodeller

8. Tilbyd efteruddannelse

9. Sig nej til chikane og mobning

10. Håndter konflikter ordentligt

Artiklen er en del af temaet Blue Future.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109