SYNSPUNKT: En bragende succes, men også en spildt mulighed

Ideen bag

















Drog i krig





















Bannerfører og et skiltetyveri

















Murphys lov













Hvert sogn...









Som en af fadderne til dualofficersuddannelsen glæder det mig at læse artiklen i Søfart den 14. oktober 2019, hvoraf det tydeligt fremgår, at uddannelsen har været en succes på præcist de områder, som den var tiltænkt. På den anden side er det trist at læse om et rederierhverv, hvor stort set alle har været så udviklingsresistente, at man ikke har set uddannelsens muligheder. Uddannelsen har givet erhvervet en mulighed for at styrke sit videns- og kompetenceniveau bredt i den maritime sektor. Ideen til uddannelsen kom dels fra det såkaldte Projekt skib, væsentligst J. Lauritzens såkaldte familieskibe, og dels fra den (på det tidspunkt) netop reviderede STCW-konvention. I arbejdet med at udvikle uddannelsen lagde vi vægt på, at den i det alt væsentlige skulle være rettet mod landjob bredt inden for den maritime sektor. I den sammenhæng var der desuden spændende tanker om, ikke blot at lægge de to uddannelser sammen en til en, men at bruge de mange synergier på en lang række fagområder for på den samme studietid, at lægge et større teoretisk indhold ind i dualuddannelsen. Det ville dog kræve gymnasialt adgangsniveau, som minimum i matematik, fysik, kemi, engelsk og dansk. I forbindelse med det forberedende arbejde forudså vi, at der ikke ville være mange sejlende danskere i traditionelle skibe, og at det mest af alt, bortset fra højteknologiske skibe, gjaldt om at skaffe den nødvendige praktiktid inden de dualt uddannede fik stillinger i land. Dårligt var blækket tørt før en uskøn hær af bagstræbets tapre krigere drog i kamp for at bekæmpe disse kætterske tanker. I Funder-udvalgets rapport fra marts 1996 om handelsflådens fremtid, skitserede man rammerne for den duale uddannelse. Særligt værd at bemærke er kravet om et gymnasialt adgangsniveau. Mange i erhvervet, og som jeg husker det, alle med navigatørbaggrund, som f.eks. en del af Rederiforeningens Uddannelsesudvalg og Lederne Søfarts bestyrelse, udgjorde en stor del af bagstræberiets fortrop. De fandt det helt uacceptabelt at hæve kravet til adgangsniveau. Flere af dem var selv kommet fra bagerste række i den stråtækte i årene efter 2. Verdenskrig, og det var jo - sådan var logikken, eller måske manglen på samme - gået meget godt. Så ingen grund til at ændre noget her. Modstanden udviklede sig langsomt, men sikkert, til at gælde hele konceptet. Funderrapporten går i store cirkler uden om den allerede i 1996 meget varme grød, men vover alligevel øjet, og stiller med en masse forbehold og kattelemme forslaget om et højere adgangsniveau. Derefter overlades det i øvrigt til uddannelsesudvalgene i Søfartsstyrelsen at foreslå den endelige opbygning af de fremtidige uddannelser. En anden fremtrædende modstander af hele konceptet var nu afdøde skibsreder, Troels Dilling, som havde fået sin navigatøruddannelse under 2. Verdenskrig og som siden, efter en lang karriere i land i Mærsk, var blevet seniorrådgiver for Mærsk McKinney-Møller. Han fik lov til at trække i en lang række ikke altid helt synlige uddannelsespolitiske tråde, på trods af, at hans viden om uddannelse langt havde overskredet sidste salgsdato. Da SIMAC blev dannet i 2000 med henblik på at uddanne duale officerer, fandt vi det rigtigst at give de gamle institutioner, som indgik i den ny organisation, nye navne. Det gjaldt også Kogtved Søfartsskole. Vejskilte med de nye navne blev derfor opsat rundt i Svendborg. Som et kuriosum, men også som et kontant bevis på Dillings modstand mod det nye, gav han besked på, at det gamle vejviserskilt ned til Kogtved Søfartskole skulle sættes op igen, i stedet for det "nye", hvor der stod "SIMAC Grunduddannelsen". Beskeden blev givet til Ejendomsselskabet Lindø, som var den formelle ejer af den gamle skole og som stod for udlejningen til SIMAC. Troels Dilling var bestyrelsesformand for ejendomsselskabet. Det "nye" gamle skilt stod der pludselig en morgen, hvor vi mødte på arbejde. Jeg har siden ofte ærgret mig over, at jeg lod mig overtale til ikke at anmelde tyveriet! Det kræver en længere artikel at redegøre for tankerne, der lå bag uddannelsen. Analyserne af hvor erhvervet kunne bevæge sig hen og hvordan uddannelsen fremtidig kunne se ud, når den ikke længere var én i to parallelle spor, men ét samlet hele, og ikke mindst, hvad der foregik i de meget tumultariske år efter 1996. Det er der ikke plads til her, og relativt lidt kan i virkeligheden læses af Funderrapporten. Jeg må derfor nøjes med de få nedslag, og kan måske blot konstatere, at Murphys lov har været udsat for den perfekte storm. I det store hele blev uddannelsen stedmoderligt behandlet og et ordentligt og længerevarende fundament blev aldrig skabt. I det lys er det imponerende, at SIMAC har holdt ud. Med dannelse af alt for mange, alt for små, uddannelsescentre fik ingen af dem for alvor de nødvendige faglige kompetencer og økonomiske muligheder for effektivt at rykke på en fuldstændig omkalfatring af uddannelsens opbygning. Særligt rederierne ønskede sig snart det ene, snart det andet af indhold og opbygning af uddannelsen, alt imedens at man behændigt slap om ved rekrutterings- og uddannelsesforpligtigelse som samfundet med al rimelighed kan forvente af et erhverv med massiv offentlig støtte. I min sidste tid som chef på SIMAC, havde vi omtrent lige så mange studieordninger, som der er stære i sort sol i Sønderjylland. Nu tager man så i al stilhed livet af en fremtidssikret uddannelse med et bredt maritimt perspektiv og det til en branche, hvor det generelle uddannelsesniveau på ingen måde, måske netop bortset fra de tekniske områder, er prangende. Det foregår i behageligt røgslør af diskussionen om flere togter til skoleskibene! Hvortil der vel blot er at konstatere, som i den gamle sang; "for de gamle som faldt, er der nye overalt."