23948sdkhjf

Dødsfald på Mærsks foretrukne skrotværft i Alang

To arbejdere har ifølge NGO mistet livet på to ophugningsværfter i Alang, Indien. Den ene ulykke skete på Shree Ram-værftet, hvor flere Mærsk-skibe er ophugget. Begge værfter har ansøgt om at blive optaget på EU's liste over godkendte skrotværfter
To arbejdere mistede for nylig livet i to separate ulykker på ophugningsværfter i Alang, Indien.

Det ene af værfterne - Shree Ram Yard - har i en årrække aktivt samarbejdet med Mærsk-koncernen om at hæve standarden for miljø og sikkerhed i forbindelse med skibsophugning.

Ifølge en pressemeddelelse fra NGO’en Shipbreaking Platform skete den første ulykke på værftet Priya Blue Yard Plot V1 den 29. juli. Her døde en arbejder, da en metalplade faldt ned i hovedet på ham.

Den anden dødsulykke fandt sted på Shree Ram Yard Plot 78/81 den 3. september, da en eksplosion dræbte en arbejder, mens en anden blev alvorligt såret. Politiet undersøger nu omstændighederne omkring ulykken, oplyser NGO’en.

– Vi forventer gennemsigtighed, når det gælder årsagerne til disse dødsfald, og at begge værfter og ejerne af de fartøjer, hvor ulykkerne skete, bliver holdt ansvarlige, udtaler Ingvild Jenssen, adm. direktør for NGO Shipbreaking Platform.

Certificerede værfter

Begge ophugningsværfter er certificerede i henhold til den såkaldte Hong Kong-konvention om sikker og miljøvenlig genanvendelse af skibe.
De to skrotværfter har desuden ansøgt om at blive optaget på EU’s liste over godkendte ophugningsfaciliteter.

Her dumpede Shree Ram-værftet dog på en række parametre ifølge en rapport, som klasseselskabet DNV/GL tidligere på året udarbejdede for EU-Kommissionen.

Læs også: Bimco anklager EU for protektionisme

– De nævnte værfter undersøger ulykkerne, og vi forventer, at de følger standardproceduren for rapportering. Vi vil vurdere undersøgelsesrapporten og implementere erfaringerne på de værfter, som vi i øjeblikket samarbejder med gennem vores eget inspektions-team, hvor vi på stedet overvåger den ansvarlige ophugning af vores udtjente fartøjer, skriver Mærsk i en kommentar til Søfart.

Mærsk har samarbejdet med Shree Ram-gruppen siden 2016, hvor rederiet begyndte at få sine udtjente fartøjer ophugget hos de kontroversielle ’beaching’-værfter i Alang. Her kan der typisk opnås bedre priser for stålet end hos værfter i eksempelvis Tyrkiet, Kina eller Europa, hvor der er højere miljø- og sikkerhedskrav.

Siden da har Mærsk i alt sendt 11 fartøjer til Alang. Heraf er fem skibe skrottet hos værfter i Shree Ram-gruppen, oplyser koncernens presseafdeling til Søfart.

Mærsks egen standard

Tilbage i 2016 mødte Mærsk-koncernen kraftig kritik for sin beslutning om at sende sine udtjente skibe til ophugning i Alang, hvis metoder historisk har medført voldsom forurening og hundredevis af dødsulykker.

Men det danske rederi har indført sin egen standard for ansvarlig ophugning, RSRS (Responsible Ship Recycling Standard).

Ifølge selskabet lever 11 ud af i alt 167 skrotværfter i Alang i dag op til RSRS-standarden, hvor kun tre værfter levede op til Mærsks krav i december 2016.
Samtidig er 90 af værfterne certificeret i henhold til Hong Kong-konventionen.

Ved at stille krav til skrotværfterne håber Mærsk at motivere såvel værfter som resten af shippingbranchen til at hæve standarden for ophugning af skibe. Og ifølge Mærsk er tingene ved at ændre sig i Alang.

– Mærsks engagement på værfterne, såvel som investeringer fra de indiske værftsejere har bidraget til at skabe momentum i Alang i forhold til at transformere industrien i retning af at blive bæredygtig, skriver rederiet.

Læs også: Mærsk sender flere skibe til ophug i Alang

FAKTA: Mærsk i Alang

11 Mærsk-skibe er sendt til ophugning i Alang, Indien, siden 2016 (værft i parentes):

’Thomas Maersk’ (Y.S Investments)
’Clara Maersk’ (J.R.D: Industries - Plot 30)
’Claes Maersk’ (Alang Auto Gen Engg. Co. (P) Ltd. - Plot 24)
’Cecilie Maersk’ (R.K. Industries Unit II - Plot V7)*
’Maersk Phuket’ (Baijnath Melaram, Plot 13)
’Sea-Land Charger’ (R.K. Industries Unit II - Plot V7)*
’Sea-Land Racer’ (R.K. Industries Unit II - Plot V7)*
’Sea-Land Eagle’ (Y.S Investments - Plot 59)
’Sea-Land Meteor’ (Y.S Investments - Plot 59)
’Maersk Wyoming’ (Shree Ram Vessel Scrap (P) Ltd. - Plot 78)
’Maersk Georgia’ (Shree Ram Vessel Scrap (P) Ltd. - Plot 78)

* Et datterselskab i Shree Ram-gruppen

Kilde: A.P. Møller-Mærsk
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.14