23948sdkhjf

Maritime uddannelser i kamp om de unge

Flere af landets søfartsuddannelser har stadig vanskeligt ved at tiltrække flere studerende. Maskinmesterskolerne i København og Aarhus oplever nedgang eller stagnation, mens Simac og Martec kan notere fremgang i optaget efter sommer
Der er stadig hård kamp om at tiltrække studerende til landets søfartsskoler. Flere uddannelser til maskinmester og skibsofficer oplever stagnation eller nedgang i optaget efter sommer. Til gengæld Simac i Svendborg og Martec i Nordjylland notere pæn fremgang i antallet af studerende.

Det fremgår af tallene fra den koordinerede tilmelding (KOT) under Uddannelses- og Forskningsministeriet, der viser det samlede optag på de maritime professionsuddannelser. Tallene skal dog tages med et gran salt, idet de maritime uddannelsesinstitutioner typisk også optager studerende om vinteren uden om KOT.

Men tallene giver alligevel en strømpil for udviklingen, og ser man på det overordnede billede, er der indtil videre i år optaget 707 studerende på de klassiske maritime professionsuddannelser. Det er bare én mere end sidste år, hvor tallet var 706.

Mangel på arbejdskaft

Medregnes den akademiske uddannelse International Shipping and Trade fra CBS, når man op på 772 optagne studerende mod 761 i 2018 svarende til en stigning på 1,5 pct. I forhold til 2017, hvor 737 kom ind på en maritim uddannelse via KOT, er væksten knap 5 pct.

Det ser Danske Rederier som udtryk for, at drømmen om en karriere til søs ser ud til at fange flere og flere unge. Og det er positivt, mener brancheorganisationen, eftersom både rederierne og resten af den maritime sektor om få år vil mangle arbejdskraft.

Branchen har på den baggrund i en årrække forsøgt at synliggøre og brande Det Blå Danmark hos de unge via kampagnen World Careers.

- En karriere i Det Blå Danmark giver uanede muligheder både for mænd og kvinder. Det er jeg glad for, at flere og flere unge tilsyneladende har fået øjnene op for, siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier.

Læs også: Succes med blå bachelor på CBS

Svendborg International Maritime Academy, Simac, optager ifølge KOT-tallene 172 nye studerende, heraf 163 med start i august. Det svarer til en stigning på 31 pct. i forhold til 2018.

- Vi er meget tilfredse med, at den stigning, vi så i vinteroptaget på skibsføreruddannelsen, ser ud til at være udtryk for en tendens, der yderligere er styrket her ved sommeroptaget, udtaler studierektor Jan Askholm.

Simac forventer øget optag

Skibsfører- og maskinmesteruddannelserne hos Simac tiltrækker især unge, mens uddannelsen til skibsofficer (dual) i de seneste år har haft det svært. I de kommende år forventer Simac et øget optag af studerende, ikke mindst som følge af byggeriet af en helt ny skole på Svendborg Havn.

Mens flere har søgt ind som maskinmester i Svendborg, har Maskinmesterskolen København (MSK) haft færre ansøgere. I alt har MSK optaget 115 studerende via KOT mod 140 sidste år.

- MSK har efter en årrække med vækst i optaget oplevet en nedgang. I første omgang på vinteroptaget fra 2016 til 2017, der ikke har rettet sig op sidenhen, oplyser MSKs rektor Erik Andreassen. Han giver selv et bud på årsagen:

- Det er en kombination af mindre ungdomsårgange og skarp konkurrence fra ingeniøruddannelserne, der har været succesfulde med at brande ingeniørgerningen som en moderne og meningsfuld uddannelses- og karriereretning, siger Erik Andreassen.

- Desuden må vi nok konstatere, at maskinmesteruddannelsen i lighed med STEM-uddannelserne (naturvidenskabelige uddannelser: Science, Technology, Engineering and Mathematics, red.) har brug for et mere systemisk løft, hvis de skal blive den succes, man ønsker fra politisk hold, mener rektoren.

Fælles udfordring

Hos Aarhus Maskinmesterskole viser KOT-tallene også en nedgang i optaget, nemlig fra 240 i 2018 til 228 i år. Rektor Anders Hanberg Sørensen, som desuden er formand for rektorkollegiet på de maritime uddannelser, mener dog ikke, at KOT-tallene er retvisende.

- Vi er tæt på status quo i forhold til sidste sommer, men har lidt mindre vinteroptag, siger han og fortsætter:

- Vi vurderer ikke, at der er sket en ændring i unges interesse for at blive maskinmester. Det der er vores fælles udfordring er, at vi skal blive ved med at fortælle omverdenen, at en maskinmester ikke kun er én, der står nede på bunden af skibet med olie på tøjet. Der er mange andre karrieremuligheder.

Læs også: Fornyet skibsmontøruddannelse har fokus på klima

Anders Hanberg Sørensen peger blandt andet på, at maskinmestrene har en nøglerolle i forhold til bæredygtighed, bl.a. når det gælder energieffektivitet om bord på skibene og energiinfrastruktur i samfundet.

Rekordoptag hos Martec

På Martec i Nordjylland godtager direktør Pia Ankerstjerne heller ikke tallene i KOT’s opgørelse, der viser en nedgang i Martecs optag af maskinmesterstuderende på 10 - nemlig fra 98 i 2018 til 88 i år.

- Problemet er, at vinteroptaget ikke fremgår. Vi har det største optag nogensinde i år med 175 studerende på maskinmesteruddannelsen, siger hun.

Martec har åbnet for, at de studerende kan tage de første semestre på værkstedsskole i Aalborg. Det er ifølge Pia Ankerstjerne en af forklaringerne på fremgangen i optaget.

Martec melder også om rekordoptag på skibsmaskinistuddannelsen, efter det sidste år blev muligt at gennemføre uddannelsen som et e-læringsforløb. Søgningen og optaget på navigatøruddannelserne og uddannelsen til ubefaren skibsassistent ligger også på et højt niveau, oplyser Martec. Disse uddannelser indgår dog ikke i KOT-tallene.

Læs også: Lidt flere kvinder ind på de maritime uddannelser

Artiklen er en del af temaet Blue Future.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.161