23948sdkhjf

Fængslet Sea Watch-kaptajn får millioner i støtte

Tysk præsident er kritisk over for Italiens håndtering af sag om kaptajn, der sejlede migranter til Lampedusa

Støttebidrag strømmer ind til den 31-årige tyske kaptajn Carola Rackete, der er anholdt i Italien efter at have sejlet 40 afrikanske migranter i land på den italienske ø Lampedusa.

En indsamling, som to tyske tv-personligheder har startet, har søndag aften foreløbig passeret 655.000 euro med bidrag fra omkring 24.000 mennesker.

Det svarer til knap fem mio. danske kroner.

Trodsede blokade

Rackete sidder i husarrest i Italien, efter at hun natten til lørdag påsejlede en italiensk politibåd.

Den 31-årige tysker er kaptajn på skibet 'Sea-Watch 3', som den tyske organisationen Sea-Watch driver. Skibet har befundet sig på Middelhavet i mere end to uger med 40 afrikanske migranter om bord, som er samlet op fra en båd på Middelhavet.

Efter at have ventet forgæves på at få tilladelse til at sejle til Italien eller et andet EU-land med migranterne, besluttede Carola Rackete, at hun af hensyn til deres sikkerhed blev nødt til at bringe dem i land på Lampedusa.

Men her blev hun forhindret i at passere af italienske flådefartøjer. I de tidlige morgentimer lørdag sejlede Carola Rackete igennem blokaden og påsejlede en italiensk politibåd, inden hun lagde til kajs.

Bryder ny lov

Racketes italienske advokat, Salvatore Tesoriero, har sagt, at hun "ikke havde til hensigt at skade nogen".

Ingen kom til skade ved påsejlingen af politibåden, men Rackete er nu sigtet for at "modsætte sig et krigsfartøj". Hun risikerer en fængselsstraf og en bøde for at bryde en ny italiensk lov, der er rettet mod private redningsskibe.

- Enhver, der redder liv, er ikke en kriminel, skriver de to tyske tv-personligheder, der har indledt indsamlingen til fordel for Carola Rackete og Sea-Watch.

Også Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, er søndag kommet på banen. Han sætter spørgsmålstegn ved de italienske myndigheders håndtering af situationen.

- Italien ligger i hjertet af EU og er en af stifterne bag EU. Det er derfor, at vi kan forvente, at et land som Italien håndterer en sådan sag på en anden måde, siger Steinmeier i et interview med tv-stationen ZDF.

Lørdag udtalte den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, at Italien skal passe på med at kriminalisere de hjælpeorganisationer, der redder migranter på Middelhavet.

- Vi kan ikke tillade, at redninger til søs kriminaliseres. Det er op til de italienske domstole at komme med en hurtig afklaring af beskyldningerne, skrev Maas på Twitter.

Læs også: Maltas hær overmander tankskib kapret af migranter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

9.236