Isklumper kan fjerne skibsfartens CO2-udslip

Global udfordring





















Anbefales af klimapanel

























Kan man være sikker på, at der er dybt nok, dér hvor skibene rent faktisk sejler?





Stigende udledninger













Overgangsteknologi











https://www.soefart.dk/article/view/6668...



FAKTA: Karbonfangst og lagring

















Kilde: MDC



FAKTA: Om projektet























Forestil dig et containerskib, som krydser Atlanten eller Stillehavet. Efter skibet har forladt havnen og når ud på åbent hav, åbner der sig pludselig en luge i fartøjet. Herfra rutsjer en stor klump tøris ned i vandet. Isklumpen, som har en temperatur på minus 79 grader celsius, suser gennem vandet med ti meter i sekundet og lægger sig få minutter senere på havbunden i mindst 500 meters dybde. Processen gentager sig tre gange i timen. Ovenstående lyder muligvis som en skør idé fra en tegneserie. Men ifølge konceptets ophavsmænd er der tale om en metode, som næsten kan fjerne den globale flådes udslip af drivhusgasser. Den omtalte isklump består nemlig af nedfrossen CO2 fra skibets udstødning. Og ved at lagre tørisen på store havdybder, vil det tage hundreder eller endog tusinder af år, før CO2’en stiger op til de øverste lag i havet, lyder det fra Maritime Development Center (MDC), som står bag projektet ’decarbonICE - Maritim Karbonfangst og Lagring’. - Det er et koncept, som gør, at vi med ét slag og baseret på kendte teknologier kan reducere CO2-udledningen fra oceangående skibsfart til næsten nul, fortæller Mikkel Hansen, adm. direktør i MDC. Han henviser til målsætningen fra FN’s maritime organisation IMO om at reducere skibsfartens udledning af drivhusgasser med 50 pct. i 2050 i forhold til niveauet i 2008. - Vi har jo nogle udfordringer globalt set, som både relaterer sig til klima og miljø. Der er nogle initiativer rundt omkring, som på den korte bane kan hjælpe lidt, fx slowsteaming og optimering af driften. Desuden findes der batteriløsninger, men de egner sig bedst til nærskibsfarten. Når det gælder større skibsfart, er der derimod ikke rigtig nogle konkrete tiltag endnu, som kan reducere CO2-udledningerne markant, siger Mikkel Hansen. Konceptet er udviklet af innovationseksperten Ivar Moltke fra Create.dk i samarbejde med MDC. Ambitionen er, at løsningen allerede kan blive godkendt af IMO til næste år. Ivar Moltke peger på, at lagring af CO2 er en kendt teknologi, men hidtil har metoden ikke vundet indpas i skibsfarten. - Det store problem med CO2-lagring og skibe er, at CO2 fylder enormt meget. På en sejltur fra Shanghai til København får man måske samlet 10-15.000 tons CO2 op, og hvis man skulle gemme det på skibet, ville det næsten synke under vægten. Derfor har ingen i den maritime branche undersøgt CO2-lagring til skibsfart, fortæller han. En rapport fra FN’s klimapanel, som har undersøgt muligheden for at sejle CO2 ud på havet og deponere det dér, gav imidlertid Ivar Moltke og MDC idéen til konceptet med at lade skibene smide tørisen over bord, mens de sejler på store vanddybder. - I og med at det er en anbefaling fra ICCP tænkte vi, at så kan det jo heller ikke være helt galt miljømæssigt, siger han. Ivar Moltke peger på, at størstedelen af de drivhusgasser, som i dag udledes i atmosfæren, ender i havet. Her påvirkes især de øverste 100 meter negativt af lavere ph-værdier, som dræber koralrev og skaldyr. Ifølge ham vil lagring på bunden af de dybe have dog efter al sandsynlighed ikke skade havmiljøet, fordi isklumperne vil lande under stort tryk i et lag kalk på bunden af havet, som neutraliserer CO2’en. Dertil kommer, at det kolde vand på bunden af havet normalt ikke blander sig med det varmere vand oven over. - Vi er meget opmærksomme på, at vi ikke vil have en situation, hvor vi hælder CO2’en ned i havet under store anstrengelser, og det så kommer op igen. Metoden kan kun bruges på mere end 500 meters havdybde, fordi trykket på det dybe vand forhindrer tøris i at blive til bobler. Det er kun til deep sea, understreger Ivar Moltke. Han peger på, at den gennemsnitlige havdybde i verden er 3.688 meter, og at omkring 90 pct. af havene er over 500 meter dybe. - Det er én af de ting, vi skal have undersøgt sejlrute for sejlrute, for det er der selvfølgelig ikke hele tiden. Hvis man fx starter i Rotterdam, er der ikke dybt nok det første stykke ud af Den Engelske Kanal. Men når man så kommer ud til Biscayen, er der dybt nok. Vi vil derfor lave nogle beregninger af, hvor mange tons tøris, man skal kunne gemme, mens man passerer de steder, hvor der ikke er dybt nok. Men tøris er relativt nemt at håndtere, for det skal ikke opbevares under tryk. siger Ivar Moltke. Skibsfarten anslås ifølge IMO at udlede omkring 940 mio., tons CO2 om året og tegner sig for omkring 2,5 pct. af de globale udledninger af drivhusgasser. Udledningerne ventes i de kommende år at stige markant, hvis ikke der hurtigt sættes ind for at bremse udviklingen. Selv om det lyder af meget, udgør skibsfartens årlige udledning af CO2 dog ifølge idémændene bag konceptet dog kun en mikroskopisk andel - omkring en milliarddel - af al den CO2, som i forvejen findes i havet. - Så det er ikke sådan, at vi tipper en balance, og det pludselig bobler op med CO2 over det hele, understreger Ivar Moltke. Han suppleres af Mikkel Hansen fra MDC, som understreger, at løsningen med karbonfangst ikke er tænkt som en erstatning for renere brændstoftyper. - Det er en vigtig pointe, at her er tale om en overgangsteknologi. Indtil vi finder noget, der er bedre for klimaet, så fjerner vi hurtigst muligt CO2 fra vores luft og de øverste vandlag, og så kan vi i princippet i løbet af relativt få år stoppe den oceangående skibsfarts udledning. Det kan købe os tid, fordi alternativet vil være, at vi bliver bedt om at stoppe med at drive skibsfart, og det er jo ikke ønskeligt, siger Mikkel Hansen. Læs mere her: Carbon fangsten sker igennem en kryogenisk process, hvor skibets røggasser omformes til tøris. Tørisen består primært at CO2, men andre komponenter i røggassen som NOx, SOx og sod fanges også. Tøris har ved 1 atmosfæres tryk en temperatur på -79°Celcius. Tørisens massefylde er 1.6 t/m3. Lagringen sker ved, at tørisen presses til en passende form og derefter løftes over bord. Den vil da i løbet af nogle få minutter synke til havets bund og lagres der. Fordampningen under nedstigningen vil være meget begrænset, da der umiddelbart vil lægge sig et yderlag af is fra saltvand omkring tørisen. Når tørisen rammer havbunden, vil den penetrere de blødere bundlag før den stoppes. Tørisen vil derefter over tid fordampe og CO2’en vil optages i havet. Da lagringen i dette koncept kun skal ske på store havdybder - f.eks. dybere end 500 meter - vil det tage hundreder eller tusinder af år inden CO2’en muligvis vil være steget op til de øverste lag i havet, hvor det er kritisk, at CO2 koncentrationen ikke øges yderligere. Denne proces er dokumenteret i rapporter fra FN’s klimapanel IPCC (IPCC Special Report on Carbon Dioxide Capture and Storage, 2006, Chapter 6, Ocean Storage). 80 pct. af den CO2, som i dag ledes ud i atmosfæren, bliver optages i havet, og specielt de øverste 100 meter er negativt påvirket med en reduktion i pH og deraf følgende skader på koralrev og skaldyr. Den foreslåede form for lagring på bunden af de dybe have vil ikke føre til tilsvarende skader. Projektet ’Maritim Karbonfangst og Lagring’ gennemføres som et åbent innovationsprojekt ledet af Maritime Development Center (MDC). Konceptet og hovedidéerne bag MDC’s kommende projekt er at kvalificere en nuludslip løsning for drivhusgasser. En idé der i høj grad er introduceret af Ivar Moltke fra Create.dk i samarbejde med MDC. Projektet vil se på muligheden for at indbygge det nødvendige udstyr i et nyt design for forskellige skibstyper, men det vil også se på retrofit løsninger. Ambitionen er, at løsningen kan præsenteres på møder i IMO i foråret 2020 og endeligt godkendes af IMO i løbet af efteråret 2020. MDC har modtaget foreløbige tilsagn om finansiel støtte fra et antal store internationale rederier, som har været pionerer i brug af LNG som brændstof på oceangående skibsfart. Et stort asiatisk værft, en global udstyrsleverandør med speciel kompetence på gas, et klasseselskab, et forsikringsselskab og en flagstat har også givet foreløbige tilsagn om deltagelse og bidrag. MDC arbejder på at flere rederier og udstyrsleverandører deltager og overvejer også at tilbyde andre interesserede en observatørstatus i projektet.