Oliedirektør skal fem år i fængsel for at ruinere OW Bunker
Vestre Landsret har fredag idømt den tidligere OW Bunker-direktør Lars Møller fem års ubetinget fængsel for sin rolle i koncernens kollaps.
Lars Møller blev sidste år idømt halvandet års fængsel ved Retten i Aalborg for at have forvoldt OW Bunker et tab på 645 mio. kroner, og landsrettens skærpelse af dommen kommer til stor forbløffelse for Lars Møllers forsvarsadvokater.
- Det eneste, jeg kan sige, er: Total overraskelse. Det havde vi ikke set komme, sagde forsvarsadvokat Arvid Andersen efter dommen.
Anklagemyndigheden er derimod tilfreds.
- Det er en vigtig sag, fordi den blandt andet handler om tilliden til de finansielle markeder. Når man har et selskab på børsen, er det vigtigt, at private og institutioner kan have tillid til, at de rigtige oplysninger bliver lagt frem, siger specialanklager Marie Tullin.
Førte ledelse bag lyset
Tabet var medvirkende til, at den nordjyske koncern, der handlede med skibsbrændstof verden over, gik konkurs 7. november 2014. Det skete bare otte måneder efter, at selskabet var gået på børsen.
Lars Møller stod i spidsen for OW Bunker-datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore. Selskabet havde en livlig samhandel med kunden Tankoil. Problemet var bare, at Tankoil ikke kunne betale.
Kort før OW Bunker kollapsede, skyldte Tankoil 156 mio. dollar til OW Bunker.
Bagmandspolitiet mener, at Lars Møller førte ledelsen bag lyset og ikke fortalte, hvor store kreditter han reelt havde bevilget Tankoil. Selv nægtede direktøren sig skyldig.
Strengere paragraf
Landsretten finder nu, at Lars Møller er skyldig i den rejste tiltale om mandatsvig. I byretten blev han dømt efter en mildere paragraf om tilsidesættelse af pligter med et formuetab til følge.
- Tiltalte blev undervejs løbende gjort opmærksom på problemerne med Tankoil, uden at han reagerede, ligesom der i hele perioden med tiltaltes viden blev givet urigtige og vildledende oplysninger til ledelsen i OW Bunker, hedder det i dommen fra landsretten.
Det konkluderes samtidig, at Lars Møller ikke selv opnåede økonomisk vinding ved sine dispositioner. Det var Tankoil, der opnåede en uberettiget vinding, fordi man modtog olie uden at betale for den, hedder det.
Lars Møller er den eneste fra den tidligere ledelse i OW Bunker, der har fået en straffesag på nakken i det retlige efterspil efter konkursen.
Topchefen, Jim Pedersen, var oprindeligt sigtet, men han afgik ved døden, da politiet var i gang med efterforskningen.
Desuden var økonomichefen i OW Bunker en overgang sigtet, men sigtelsen blev frafaldet.
OW Bunkers storhed og fald
|