23948sdkhjf

Svindelanklaget oliedirektør er nu skibsmægler i Tyskland

Eksdirektør, der anklages for at have påført OW Bunker tab på halv milliard, nægter sig skyldig

Den tidligere OW Bunker-direktør Lars Møller, der anklages for sin rolle i koncernens kollaps, ernærer sig nu som skibsmægler i Tyskland.

Det siger den 45-årige eksdirektør, da han tirsdag afgiver forklaring om sine personlige forhold i ankesagen mod ham ved Vestre Landsret i Viborg.

- Jeg er skibsmægler hos et tysk selskab. Det vil sige, at jeg for eksempel bliver hyret af et selskab til at finde et skib, der kan fragte en olielast mellem punkt A og punkt B, fortæller Lars Møller.

For et år siden blev han ved Retten i Aalborg idømt halvandet års fængsel for at have påført OW Bunker-koncernen et tab på over en halv mia. kroner. Han blev også frakendt retten til at deltage i ledelsen af et selskab uden at hæfte personligt.

Retten fandt, at han som direktør for OW Bunker-datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore var gået langt ud over sine beføjelser og havde bevilget alt for store kreditter til en af selskabets kunder, Tankoil.

På et tidspunkt skyldte Tankoil op mod en mia. kroner til OW Bunker. Da Tankoil ikke kunne betale, trak det tæppet væk under den nordjyske koncern. Resultatet blev, at OW Bunker med hovedkvarter i Nørresundby kollapsede og erklærede sig konkurs 7. november 2014.

Vil frifindes

Lars Møller ankede byrettens dom til frifindelse, og nu behandler landsretten sagen. Han har i retten gjort gældende, at der – modsat hvad Bagmandspolitiet påstår – ikke var noget loft over, hvor store kreditter han måtte bevilge.

Desuden vidste koncernledelsen i Nørresundby godt, hvordan det stod til, hævder han.

Mens den tidligere direktør går efter at blive frifundet, ønsker anklagerne at få skærpet straffen. De vil have Lars Møller dømt for mandatsvig af særlig grov karakter, og kravet lyder på mindst fem års ubetinget fængsel.

- Det er et yderst groft eksempel på, at en direktør har tilsidesat de pligter, han skulle varetage, siger specialanklager Matthias Brorsen fra Bagmandspolitiet.

Anklagerne peger på, at Lars Møller holdt de reelle regnskaber skjult for koncernledelsen, der således kun så et glansbillede. Der blev fundet et skyggeregnskab på en computer i Singapore, som viser 62 fakturaer for over 90 mio. dollar. Disse fakturaer var ikke tastet ind i det officielle bogføringssystem.

Specialanklager Marie Tullin påpeger desuden, at en personlig bonus på fire mio. kroner aldrig var kommet til udbetaling, hvis ledelsen kendte det reelle omfang af kreditterne.

Ifølge anklageren var det Tankoil, kunden med ondt i betalingsevnen, der havde størst vinding.

- De har modtaget olie til en værdi af mange mio. dollar uden at betale. Så der er en vinding for dem og et tab for OW Bunker, siger Marie Tullin.

Sagen fortsætter i dag med forsvarsadvokaternes afsluttende bemærkninger. Det er uvist, hvornår der falder dom.

Læs mere: Svindeltiltalt oliedirektør fik bonus på fire millioner

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109