23948sdkhjf

Nyt skolehjem giver mindre frafald

Martec i Frederikshavn åbnede for snart et år siden et skolehjem, der giver unge på den grundlæggende skibsassistentuddannelse mulighed for at bo på skolen.
Skolehjemmets trygge rammer har givet bedre elever. Det fortæller Kenneth Ørum Kirkegaard, uddannelseschef for maritime uddannelser på Martec.

Han peger på flere positive aspekter, der har været værd at notere sig i forlængelse af skolehjemmets opstart i august 2018.

- Der er mindre frafald. På de to sidste semestre har alle gennemført, siger han og peger desuden på, at eleverne er bedre til at møde op til timerne og at karakterniveauet er hævet.

Derudover giver det en ro hos de forældre, der sender sine 16-17-årige børn afsted til Martec, at der er faste rammer i form af en grad af voksenopsyn, alkoholregler og faste måltider.

Men også eleverne sætter, ifølge Kenneth Ørum Kirkegaard, pris på rammerne.

- Folk heroppe er glade for strukturen. Der er kun nogle få klare regler, som man skal overholde, siger han.

Kun få udfordringer
Skolehjemmet er dog kun delvist en ny ting.

- Vi har altid haft kamre til elever på afsluttende kurser, siger uddannelseschefen.

Det betyder samtidig, at de elever, der bor på skolen er vidt forskellige steder i deres udannelser. For skolehjemmet er primært for dem på den grundlæggende skibsassistentuddannelse - eller eventuelt kombinerer den med en HF (HF Søfart, red.).

Derudover bor nogle af eleverne på de førnævnte afsluttende kurser på skolehjemmet, og deres mere fremskredne alder har givet en lille smule udfordringer.

- Der er stor forskel på 56- og 16-årige. De ældre synes måske, at de unge larmer lidt meget, siger Kenneth Ørum Kirkegaard, men fortæller videre, at han er af den opfattelse, at de med tiden har lært at favne hinanden.

Fritiden står for skud
Forud for skolehjemmets opstart sidste år gennemgik værelserne en større renovering. Dertil kommer, at Martec lige har brugt en mio. kroner på at renovere sin gymnastiksal og sit træningslokale.

Alligevel peger uddannelseschefen på, at det er fritidsaktiviteterne, der skal forbedres som det næste. Det skyldes blandt andet skolens geografiske placering i udkanten af Frederikshavn.

- De (eleverne, red.) synes, de er lidt isoleret herude. Det er derfor, vi er ved at kigge på det en forbedring af sportsfaciliteterne, siger han og forklarer videre, at man også overvejer at tilknytte det, man på Marstal Navigationsskole kalder en "madmor" og på Svendborg Søfartsskole kalder en velfærdsmedarbejder. Det dækker over en person, der kan arrangere fritidsaktiviteter og udflugter med mere for eleverne.

- Vi har kunnet se manglen på aktiviteter efter 15.30.

Ikke nødvendigt
18-årige Bertram Mangaard Thomsen, der går på HF Søfart og har boet på skolehjemmet siden august, mener dog ikke, der er brug for de helt store tiltag.

- Det er jo ikke fordi, skolen ligger midt inde i byen, men man føler sig ikke isoleret, siger han og forklarer, at han ikke synes, der er langt til hverken gymnasiet, Frederikshavn centrum eller Palmestranden, som rummer muligheden for blandt andet beachvolley og fodbold.

Derudover peger han på netop gymnastiksalen og træningslokalet som fine faciliteter.

Muligheden for at sejle
Martec uddanner unge til en blå fremtid, og derfor ville det være nærliggende, hvis eleverne havde mulighed for selv at tage ud og sejle i fritiden. Det har man eksempelvis på Svendborg Søfartsskole.

Men de geografiske forhold ved Kattegat er vidt forskellige fra det sydfynske, hvor Svendborgsund er et noget tryggere farvand at færdes i som ny på havet.

Det ærgrer Kenneth Ørum Kirkegaard, der på nuværende tidspunkt ikke har fundet en god løsning. Derfor er der for Martecs elever stadig kun mulighed for fritidssejlads, når det foregår sammen med skolens lærere.

Eleven om skolehjemmet
Bertram Mangaard Thomsen, 18 år og fra Aalborg, går på første år af HF Søfart og har boet på skolehjemmet siden august 2018.

Hvad er dit overordnede indtryk af skolehjemmet?
- Det er super godt. Der er gode faciliteter og god mad. Og så er der altid mulighed for at få hjælp på kontoret eller hos pedellen.

Hvad er det bedste ved at bo på skolehjemmet?
- Det er fællesskabet. Vi er mange, der kommer fra forskellige dele af landet, og vi bruger meget tid sammen: Filmaftener, spilaftener - men også bare det at gå ned og købe ind sammen.

Hvad synes du om de faste rammer?
- På HF Søfart er der et togt med ’Skoleskibet Danmark’, og de faste regler peger meget godt hen imod dét.

Artiklen er en del af temaet SØFART TEMA: ’Fremtidens sømand’.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188