23948sdkhjf

Torm løfter overskud i forbedret tankmarked

Med det stærkeste kvartalsresultat i tre år og fortsat positive udsigter for produkttankmarkedet ser Torm sig godt positioneret til at høste fordelene af den forventede øgede efterspørgsel som følge af nye svovlregler fra 2020

Efter et turbulent 2018 blev første kvartal 2019 det bedste for Torm i de seneste tre år.

Både top- og bundlinje løftede sig markant hos produkttankrederiet, der nåede et resultat før skat på 23,5 mio. dollars i første kvartal 2019 mod 1,1 mio. dollars i den tilsvarende periode sidste år.

- Torms resultat i første kvartal afspejler selskabets stærke drift i et produkttankmarked, hvor en markant genopretning begyndte i fjerde kvartal 2018, siger adm. direktør Jacob Meldgaard i en meddelelse fra rederiet.

Han fremhæver, at bookingerne indtil videre i andet kvartal indikerer et fortsat positivt produkttankmarked.

Læs også: Torm trods million-underskud: Vi klarer os bedre end de andre

Rederiets omsætning voksede i perioden med 14 pct. til godt 186 mio. dollars, mens driftsindtjeningen før afskrivninger (EBITDA) steg med 65 pct. til 61,5 mio. dollars.

Opsvinget i markedet viste sig ved, at Torm i første kvartal opnåede TCE-rater (Time Charter Equivalent) på 17.949 dollars om dagen mod 14.225 dollars i første kvartal sidste år.

- Produkttankmarkedet begyndte i første kvartal på stærke niveauer, som sidst blev set i 2016, før de fladede ud gennem kvartalet i takt med, at forårets vedligehold på raffinaderierne tog fart, hedder det i kvartalsrapporten.

I første kvartal solgte Torm to ældre skibe: 'Torm Amazon' (bygget 2002) og 'Torm Cecilie' (bygget 2001). Tilsammen indbragte salget af de to skibe 15 mio. dollars, fremgår det.

Læs også: Torm sælger tankskib til Dubai-selskab

Torms flåde består nu af 69 egne skibe, tre indchartrede fartøjer samt ni nybygninger i ordre.

I april måned besluttede Torm desuden at montere yderligere 13 scrubbere som retrofit installationer på sine fartøjer.

De nye scrubbere fremstilles af et joint-venture med ME Production China, som Torm ejer 27,5 pct. af.

Samlet set har Torm forpligtet sig til 34 scrubber-installationer svarende til næsten halvdelen af rederiets flåde.

- Med denne balancerede tilgang er Torm velpositioneret til at høste fordelene af den øgede efterspørgsel efter raffinerede olieprodukter, som forventes efter implementeringen af IMO's 2020-regulering, siger Jacob Meldgaard.

Resten af nybygningsprogrammet med scrubbere og retrofit-installationer leveres i 2019 og første kvartal 2020. Dermed når 32 af de i alt 34 scrubbere at blive installeret, inden IMO's nye svovlregler træder i kraft 1. januar 2020.

Læs også: Torm-chef: Diskussionen om scrubbere kan godt blive lidt følelsesladet

KVARTALSRAPPORT: TORM
Mio. USD 1. kvt. 2019 1. kvt. 2018 FY 2018
Omsætning 186,4 163,1 635,4
TCE (Time Charter Equiv. earnings) 116,6 96,5 352,4
EBITDA 61,5 37,3 120,5
EBIT 32,2 9,0 2,8
Resultat før skat 23,5 1,1 -33,2
Periodens resultat 23,2 0,7 -34,8
Egenkapital 866,5 892,2 847,2
ROIC, pct. 8,8 2,4 0,1
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156