23948sdkhjf

Fiskeri baner vej til handelsflåden

Daniel Røjkjær Sørensen har været fisker i over ti år, men bruger nu en uddannelse på Skagen Skipperskole som springbræt til et stabilt job i handelsflåden. Mange fiskere gør som ham
Når den 33-årige fisker Daniel Røjkjær Sørensen til jul er færdig med sin uddannelse som skibsfører på Skagen Skipperskole, er det slut med at sætte fiskenet og hive sild og torsk i land.

I over ti år har han levet af at fiske, men nu gider han ikke mere.

- Fiskeri er så utilregneligt. Men ved aldrig en skid om, hvad man skal, og hvor længe man er væk, og det er heller ikke til at vide, hvordan det ser ud med pengene, siger Daniel Røjkjær Sørensen.

I stedet håber han på et nyt job i handelsflåden.

- I handelsflåden ved man nogenlunde, at man er væk i for eksempel tre uger og så hjemme igen i tre uger, og lønnen er stabil, så alt i alt vil jeg hellere den vej nu, siger han.

Fiskere søger handelsflåden

Daniel er langt fra alene om at bruge en videreuddannelse som fiskeskipper som springbræt til et nyt job som skipper eller skibsassistent på fragtskib, mandskabsfartøj til vindmølleparker eller lignende.

- Cirka en tredjedel af vores omkring 100 studerende årligt kommer fra fiskerierhvervet, og hovedparten af dem søger videre i handelsflåden, siger Anders C.T. Andersen, der er forstander på Skagen Skipperskole.

Skolen uddanner fiskeskippere af 3. og 1. grad samt kyst- og sætteskippere. De to niveauer for henholdsvis fiskeflåden og handelsflåden svarer til hinanden. Overbygningen for begge linjer er

skibsfører, som er den højeste uddannelse, skolen tilbyder, og den, som Daniel er i gang med.

Fiskeri ind med modermælken
Daniel er opvokset i Hvide Sande på vestkysten og fik, som han siger, nærmest fiskeri ind med modermælken. Både hans onkel og nu afdøde morfar var fiskere, og hans far fiskede i 20 år. Alligevel - eller måske netop derfor - ville Daniel ikke på havet.

- Jeg så jo, hvor små pengene var, og jeg oplevede jo, at min far aldrig var hjemme, så jeg drømte i stedet om at blive elektriker. Men fordi min vejleder i skolen talte om, at jeg skulle kunne tysk, søgte jeg andre veje, fortæller Daniel.

Fra fyring til fisker
Efter at have smagt på flere uddannelser kom han på fabrik. Det sidste fabriksjob var hos Vestas, indtil der blev sat en brat stopper for det ved en stor fyringsrunde.

- Efter nogen tid på kontanthjælp med diverse nyttejobs var det, at en kammerat hankede op i mig og sagde, at jeg da skulle med hans far ud at fiske. Og så viste det sig, at det kunne jeg egentlig ret godt lide, siger Daniel.

Skulle overtage kutter
Da han efter ti år som fisker fik en mulighed for at overtage en båd sammen med en kollega, søgte han i 2016 på Skagen Skipperskole og uddannede sig til fiskeskipper af 3. grad.

- Men da jeg var uddannet og klar til at overtage roret, gjaldt tilbuddet ikke længere, så begyndte jeg at tænke over, om fiskeriet nu også var min fremtid, siger han, der bor i en lejlighed i Skagen, mens han uddanner sig.

Vil sejle slæbebåde
I 2018 gennemførte Daniel uddannelsen som fiskeskipper af 1. grad, og han er nu i gang med overbygningen som skibsfører. Han har to klare mål for øje; et på den korte bane og et på længere sigt.

- Når jeg er færdig, søger jeg ind hos Svendborg Bugser. De sejler slæbebåde, som blandt andet fragter skibsskrog fra Polen til danske værfter i Thyborøn og Hvide Sande, hvor skibene bliver bygget færdig. Jeg har talt med dem, og de er meget interesserede i tidligere fiskere, fordi vi er vant til ikke blot at sejle ligeud som de, der sejler containerskibe over oceanerne, siger han med et glimt i øjet.

Drømmer om lodsjob
Men hans drøm længere ude i horisonten er endnu mere tid på land. Det skyldes også tanken om mere tid sammen med kæresten, der bor i Sønder Omme med sine to hjemmeboende børn.

- Mit ønske er som 40-årig at få job som lods. Tænk at stige på et stort skib i de smukke indre danske farvande eller Kielerkanalen, og endda fortæller skipper, hvordan han skal sejle, for dernæst at stige af, inden skibet skal sejle afsted på kedelige strækninger i flere uger, siger Daniel Røjkjær Sørensen.

Artiklen er en del af temaet SØFART TEMA: ’Fremtidens sømand’.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11