23948sdkhjf

John Ibsen forlader CO-Søfart

Advokat og sekretariatschef John Ibsen har efter 13 år hos CO-Søfart og Metal Maritime opsagt sin stilling og fratræder med udgangen af april. Han vil fortsat være tilknyttet som konsulent, mens ansvaret for arbejdet i den faglige afdeling overtages af faglig sekretær Christian H. Petersen, der bliver faglig leder.

– Efter 13 år her i organisationerne og med en alder af 47 år er tiden inde til, at der skal ske noget nyt, siger John Ibsen om baggrunden for sin opsigelse. Hvad det nye bliver, ved han ikke endnu.

– Aller først vil jeg have afsluttet min MBA. Så må vi se. Tankerne om at ville prøve noget andet har rumsteret gennem længere tid. Nu er beslutningen truffet, og så mener jeg, at den rigtige rækkefølge må være at sige op, så jeg kan koncentrere mig om først MBA’en og senere, hvad fremtiden skal indeholde, uddyber John Ibsen.
Formand for CO-Søfart og Metal Maritime, Ole Philipsen, beklager John Ibsens beslutning:

– Der er aldrig noget godt tidspunkt for at skulle tage afsked med en stærk profil og en fagretslig kapacitet som John. Det er med stor beklagelse, vi i bestyrelsen har modtaget Johns opsigelse. Men jeg respekterer hans beslutning og har også stor forståelse for, at han finder tiden inde nu, hans alder og baggrund taget i betragtning, siger Ole Philipsen.

– Heldigvis kan vi trække på Johns kompetencer og omfattende viden på konsulentbasis fremadrettet, tilføjer han.

Hvordan den nye struktur i Metal Maritime kommer til at se ud, er endnu ikke klarlagt. Bestyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe, som John Ibsen assisterer på det organisatoriske plan.

Foruden at fungere som advokat i fagretslige sager, har John Ibsen som sekretariatschef haft ansvar for den daglige ledelse, for HR og for arbejdet i faglig afdeling.

Sidstnævnte – arbejdet i faglig afdeling – overtager Christian H. Petersen ansvaret for. Han forfremmes dermed fra stillingen som faglig sekretær til faglig leder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.104